Annonce
Sport6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Viktor Axelsen vinder første kamp i Denmark Open

Viktor Axelsen slår Chou Tien-Chen ud af Denmark Open i to sæt
I april blev Viktor Axelsen opereret for en drilsk rygskade, men onsdag viste danskeren, at han er tilbage og kan slå de bedste i verden. (Arkivfoto).
I april blev Viktor Axelsen opereret for en drilsk rygskade, men onsdag viste danskeren, at han er tilbage og kan slå de bedste i verden. (Arkivfoto).
 Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Annonce

LÆS OGSÅ: Viktor Axelsen efter skilsmisse og skadesperiode: – Den sværeste tid i mit liv

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen skød onsdag Denmark Open i gang ved at vise, at han er tilbage på niveau med de bedste i verden.

Det skete, da han i et velspillet opgør avancerede med en sejr i to sæt 21-19, 21-12 over Chou Tien-Chen fra Taiwan, der ligger nummer fem i verden.

Den hårde modstand i første runde skyldes, at Axelsen stort set ikke har spillet badminton i det seneste halve år.

Tilbage i april blev han opereret for en drilsk rygskade, og først for en lille måneds tid siden gjorde han comeback ved en turnering i Hongkong.

Axelsen tabte stort i sin første kamp, men ved China Masters kort efter så man glimt af hans klasse, og den viste, at han altså for alvor er tilbage onsdag aften på hjemmebanen i Odense.

Annonce

Det var ellers Chou, der startede klart bedst og undervejs i første sæt opbyggede en føring på 15-8, men så kom Axelsen i gang.

Danskeren viste det niveau, som han over en lang periode dominerede verdenstoppen med, og så var han pludselig foran 19-16.

På den anden sætbold sikrede Axelsen første stik, da hans smash akkurat havde fat i sidelinjen, og så løftede taget sig for alvor i den fyldte hal i Odense.

Annonce

Chou Tien-Chen spillede faktisk ganske god badminton, men Axelsen var bare stærkere.

Det blev også tydeligt i et velspillet andet sæt, hvor danskeren viste, at han stadig mestrer alle spillets facetter.

Både defensiven og netspillet sad for Axelsen, der samtidig krydrede det med et par velplacerede smasher. Samtidig lignede han overhovedet ikke en, der var hæmmet i sine bevægelser efter den længerevarende rygskade.

Annonce

Efter 10 ud af 11 point vundet i træk afgjorde danskeren kampen, da han på den anden matchbold pressede Chou Tien-Chen til at sende fjerbolden i nettet.

Annonce

Sponsoreret indhold