Sport25. oktober 2023

Viktor Axelsen trækker sig igen med en skade

Danskeren må for anden gang på to uger udgå med en skade ved en international turnering
Men's singles Viktor Axelsen (photo) against Magnus Johannesen during the Denmark Open Badminton in Jyske Bank Arena on Wednesday 18 October 2023. (Photo: Claus Fisker / Ritzau Scanpix)
Viktor Axelsen er ekstremt plaget af skader for tiden.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Efter at Viktor Axelsen trak sig med en fodskade efter en enkelt kamp ved Denmark Open i sidste uge, var der store spørgsmålstegn ved den danske verdensetter forud for hans åbningskamp ved French Open onsdag.

Og det viste sig da også hurtigt, at danskeren ikke var fysisk klar til at spille onsdagens opgør mod Ng Ka Long Angus. Han gennemførte første sæt trods åbenlyse problemer med at bevæge sig og tabte sættet 17-21.

Herefter meddelte han stigedommeren, at han havde problemer med ryggen, inden han sagde tak for kampen til sin modstander. Her lød det også til, at han fortalte, at foden var i stykker, som den også var ved Denmark Open.

Reglerne på World Touren betyder, at man skal have spillet 14 turneringer for at kunne kvalificere sig til sæsonfinalen. Det kan blive et problem for Axelsen, hvis ikke han stillede op i Paris.

Derfor gik han på banen onsdag, men det var ikke med hans gode vilje, havde han ladet TV 2 Sport vide forud for turneringen.

- Jeg synes, det er vildt, at jeg har vundet tre Super 1000-turneringer og alligevel kan risikere at skulle stille op skadet. Sådan er det, det er en del af gamet.

- Men det er ikke særligt fedt potentielt at skulle gå på banen og vide, at man faktisk ikke kan spille kampen færdig, sagde Axelsen til TV 2 Sport.

Axelsens forventninger til egen præstation og chancer for at nå langt i Frankrig kunne også aflæses ved, at hans træner P.K. Rohde var blevet hjemme fra Paris.

I herredouble vandt Rasmus Kjær og Frederik Søgaard lidt overraskende over Man Wei Chong og Tee Kai Wun fra Malaysia. Danskerne vandt 18-21, 21-18, 21-15 og møder i torsdagens ottendedelsfinale en stærk kinesisk duo.

Sponsoreret indhold