Sport23. januar 2024

Vidste du: Landin og Nielsen ramt af meningitis

Både Niklas Landin og Emil Nielsen var tæt på at miste håndboldkarrieren, inden den for alvor var kommet i gang
Sygdommen kan ramme alle - uanset alder.
Sygdommen kan ramme alle - uanset alder.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmarks to bedste målmænd har mere tilfælles end "bare" deres utrolige evner i målet.

Både Niklas Landin og Emil Nielsen blev som unge ramt af den alvorlige sygdom meningitis.

Hvad er meningitis?

  • Meningitis, hjernehindebetændelse, er en alvorlig sygdom, der kan ramme hvem som helst - uanset alder
  • Sygdommen skyldes betændelse med virus eller bakterier i hinderne, som dækker hjernen
  • Symptomer på meningitis er høj feber, sløvhed, stiv nakke - den syge kan ikke få hagen ned på brystet -, hovedpine, reaktion overfor stærkt lys ("lysskyhed"), eventuelt et udslæt eller kramper.
  • De tidlige symptomer kan minde om influenza
  • I tilfælde af mistanke om meningitis: ring 112. Kilde: Sundhed.dk

Niklas Landin blev allerede som spæd ramt af sygdommen, hvilket medførte at han blev døv på venstre øre.

Emil Nielsen blev også - dog noget senere - som 20-årig ramt af hjernehindebetændelse.

Lever med efterveer

35-årige Niklas Landin slap ikke fra sygdomsforløbet uden efterveer - han lever stadig med konsekvenserne.

Målmanden har tidligere været åben om, hvad det betyder på håndboldbanen. I et interview med TV2 fra 2019, fortalte han, at hans handicap har stor betydning både for hans andre sanser og for den måde, folk nogle gange har opfattet ham på.

- Jeg bruger for eksempel mere tid på at mundaflæse. Hvis der er meget baggrundsstøj, kan jeg slet ikke se folk i øjnene, fordi jeg er nødt til at kigge direkte på munden for at få det hele med, fortalte han til TV2 og tilføjede, at folk nogle gange har fået et negativt indtryk af ham, fordi han ikke har reageret på noget, de har sagt.

Den manglende hørelse har heldigvis ikke haft Landins evner på banen. Han er to gange blevet kåret til - ikke bare verdens bedste målmand - men verdens bedste håndboldspiller.

Blev stærkere

Emil Nielsens liv gik livet helt i stå i 2018, da han som 20-årig blev ramt af sygdommen. Nielsen var til en start indlagt i to uger, og efterfølgende var han sengeliggende bag nedrullede gardiner i 2-3 måneder.

Den ufrivillige pause gjorde vejen tilbage til håndboldbanen svær. Både koordination og kondition var helt i bund hos den talentfulde målmand. Det lykkedes Emil Nielsen at komme ud på den anden side efter en hård kamp, og det har medvirket til et andet syn på tilværelsen:

- Jeg er blevet stærkere af det. Jeg ser tingene i et andet perspektiv i dag, og jeg har fundet ud af, hvor privilegeret jeg egentlig er, fortalte Emil Nielsen året efter i et interview med B.T.

Begge har siden opnået stor succes på klub- og landshold.

Håndboldherrerne møder Slovenien i den sidste hovedrundekamp ved EM tirsdag aften. Derefter venter semifinalen fredag.

Sponsoreret indhold