Sport16. juli 2023

Video af rytter går viralt: Stoppede op for at feste på finalebjerg

Den franske AG2R-rytter Benoît Cosnefroy havde tilsyneladende mere overskud end de fleste på lørdagens vilde bjergetape. Undervejs stoppede han nemlig op for at feste med tilskuerne. Se videoen lige her
Benoît Cosnefroy havde en hel del overskud, da han lørdag klatrede op af finalebjerget Col de Joux Plane.
Benoît Cosnefroy havde en hel del overskud, da han lørdag klatrede op af finalebjerget Col de Joux Plane.
 Foto: Twitter

Rytterne har allerede tilbagelagt hundredvis af opslidende kilometer – og lige nu venter så de frygtede bjergetaper.

Men trods det er det ikke alle tourryttere, der er lige forpustede og udkørte. Se nu blot denne video af den franske AG2R-rytter Benoît Cosnefroy.

Han havde nemlig en hel del overskud, da han lørdag klatrede op ad finalebjerget Col de Joux Plane.

Mens tilskuerne jublede og hujede omkring ham, stoppede Cosnefroy pludselig op for at tage del i festlighederne.

Det nåede lige at blive til et køligt glas – og lidt dans – og så var den 27-årige AG2R-rytter ellers i sadlen igen for at fortsætte lørdagens etape.

Cosnefroy nåede i mål som nummer 132 – 37'29" efter etapevinder Carlos Rodriguez.

I dag venter der ham – og de andre ryttere – endnu en bjergetape. Det bliver spændende at se, om han igen får festfornemmelser i fødderne.

Sponsoreret indhold