Sport22. maj 2023

Viborg FF-fans sender rørende besked: Den tidligere landsholdsspiller Asbjørn Sennels ramt af kræft

Da Viborg FF og Brøndby IF søndag eftermiddag mødte hinanden, hyldede Viborg-fansene klubkoryfæet Asbjørn Sennels som har fået konstateret kræft i en alt, alt for tidlig alder
Efter Asbjørn Sennels stoppede fodboldkarrieren, har han arbejdet som gymnasielektor og også prøvet at gøre sig en karriere i lokalpolitik.
Efter Asbjørn Sennels stoppede fodboldkarrieren, har han arbejdet som gymnasielektor og også prøvet at gøre sig en karriere i lokalpolitik.
 Foto: Ritzau Scanpix

– Du kom tilbage, da der blev kaldt. Trak i kløvertrøjen, da det gjaldt. Du gav os så mange store minder. Asbjørn Sennels – En fighter, en klubmand, en vinder.

Banneret fra Viborg FFs fans var ikke til at tage fejl af, da de søndag eftermiddag tog imod Brøndby IF.

Betydningen af banneret har fangruppen Shamrock Ultras på Facebook nu forklaret.

For den tidligere Viborg FF og Brøndby IF-spiller er blevet ramt af kræft i en alt, alt for tidlig alder.

I foråret fik Asbjørn Sennels konstateret uhelbredelig småcellekræft i en alder af 44 år.

Shamrock Ultras Viborgs besked

I dag er det 23 år siden, Asbjørn Sennels fik debut for VFF, som han repræsenterede ad tre omgange. I en alt, alt, alt for ung alder er han desværre blevet ramt af kræft, og derfor skulle han have kærligheden og taknemmeligheden at mærke, da Viborg spillede imod den klub, med hvem han vandt the double. Udover at være en glimrende spiller, der nåede to landskampe, siger det uendeligt meget om Sennels’ karakter, at han fandt støvlerne frem halvandet år efter sit karrierestop, da Ove Christensen desperat bad ham om hjælp. Selv om han havde arbejde, familie og rigeligt med store oplevelser på grønsværen på cv’et, var han klar, da hans klub var i knæ og tumlede rundt uden penge og uden særligt meget håb i 1. division.

Det vil vi aldrig glemme ham for.

“Du kom, da det blev kaldt

Trak i kløvertrøjen, da det gjaldt

Du gav os så mange store minder

Asbjørn Sennels – en fighter, en klubmand, en vinder!”

Den tidligere fodboldspiller har reageret på Shamrock Ultras’ Facebook-opslag.

– TAK. Fortsæt jeres fantastiske støtte til VFF. Kærlige hilsner Asbjørn Sennels, har han skrevet gennem sin kones profil.

Asbjørn Sennels spillede for Viborg FF over tre forskellige perioder, og han nåede også i sin aktive karriere at spille for Brøndby IF.

Efter Asbjørn Sennels stoppede karrieren, trak han støvlerne på igen for at spille i den grønne Viborg FF-trøje, da klubben havde brug for hjælp. Nu har Viborg FF-fansene sendt en hyldest til klubkoryfæet, der i en alder af 44 år er blevet ramt af kræft.
Efter Asbjørn Sennels stoppede karrieren, trak han støvlerne på igen for at spille i den grønne Viborg FF-trøje, da klubben havde brug for hjælp. Nu har Viborg FF-fansene sendt en hyldest til klubkoryfæet, der i en alder af 44 år er blevet ramt af kræft.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I 2003 fik han landsholdsdebut på A-landsholdet i en landskamp mod Finland, og han fik sidenhen også en anden landskamp mod Skotland.

Efter karrierestoppet har han forsøgt sig at gøre karriere som lokalpolitiker.

Ved kommunalvalget i 2021 stillede han op for Det Konservative Folkeparti, hvor han fik 256 personlige stemmer. Det var dog ikke nok til, at han fik en plads i byrådet.

Denne artikel er skrevet med familiens accept. De ønskede ikke selv at udtale sig.

Sponsoreret indhold