Venus Williams overrasker: Bekræfter forlovelse med Andrea Preti

LÆS OGSÅ: Diogo Jotas kone reagerer for første gang siden dødsulykken
Den er god nok.
Den syvdobbelte Grand Slam-vinder Venus Williams, 45, er blevet forlovet med sin kæreste, skuespiller Andrea Preti, 37.
Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt The Sun og People.
Medierne henviser til et interview, som den amerikanske tennisstjerne gav efter sejren i sit comeback over landsmanden Peyton Stearns ved en WTA Tour-turnering i Washington D.C.
- Min forlovede (Andrea Preti, red.) er her, og han opmuntrer mig virkelig til at blive ved med at spille, lød det fra Venus Williams efter sejren ifølge People.
Selvom Venus Williams og Andrea Preti har holdt deres romance privat, blev der sat gang i kærligshedsrygterne i sommeren 2024.
Ifølge People blev de set sejle sammen langs Amalfikysten i Italien.
Mediet beretter videre, at parret efterfølgende satte gang i forlovelsesrygter, da de i februar blev set ude foran en tennisbane i Rom - hvor Venus Williams angiveligt havde en diamantring på sin finger.
Født i Danmark
Men nu har den amerikanske tennisstjerne altså bekræftet, at hun skal giftes med skuespilleren Andrea Preti.
Ifølge People er Andrea Preti faktisk født i Danmark og tilbragte det meste af sin barndom her, inden han flyttede til Italien med sin familie i sine teenageår.
Tager man et kig på Andrea Pretis Instagram, skriver han selv, at han er halv dansk og halv italiensk.
Andrea Preti arbejdede i mange år som model, inden han begyndte at forfølge drømmen om at blive skuespiller.

Andrea Preti skrev, instruerede og spillede selv med i filmen "One More Day" fra 2014.
Derudover har han også medvirket i den italienske tv-serie "A Professor".
Seneste havde han en rolle i filmen "Temptation fra 2023.
Vilde Venus
Det var natten til onsdag, at Venus Williams slog landsmanden Peyton Stearns med 6-3, 6-4.
Det var første gang i 16 måneder, at Williams spillede en kamp på topplan.
Med sejren er Venus Williams ifølge AFP den næstældste spiller, der har vundet en kamp på WTA Tour-niveau.
Venus Williams har gennem karrieren vundet syv grand slam-titler i single - fem titler ved Wimbledon og to ved US Open.
Derudover er det blevet til 14 grand slam-titler i double sammen med lillesøsteren Serena Williams.