Sport16. august 2023

Utilfreds Wozniacki ser plads til forbedring før US Open

Caroline Wozniacki ville gerne have været et bedre sted tre kampe inde i sit tenniscomeback
Danskeren forventer mere af sig selv.
Danskeren forventer mere af sig selv.
 Foto: Ritzau Scanpix

To turneringer, tre kampe, en sejr.

Sådan lyder status for Caroline Wozniacki otte dage inde i hendes comeback til international toptennis - og 12 dage før at hendes tilbagevenden efter tre et halvt års pause kulminerer ved grand slam-turneringen US Open.

Senest blev det blot til én kamp i WTA-turneringen i Cincinnati. Tirsdag aften tabte hun til verdens nummer 45, Varvara Gracheva, med cifrene 4-6, 4-6.

- Jeg har stadig ti dages forberedelse før US Open. Der er del ting, jeg føler, jeg er nødt til at gøre bedre, siger Caroline Wozniacki på et pressemøde.

- I sidste uge (i Montreal, red.) følte jeg mig ret godt tilfreds med, hvor jeg var spillemæssigt. I denne uge har jeg ikke følt, at min timing er, hvor den skal være, så jeg må bare tilbage på træningsbanen og arbejde hårdt.

I Montreal fik den 33-årige dansker to kampe. I sin comebackkamp slog hun nummer 115 i verden, Kimberly Birrell, inden hun tabte til Wimbledon-mesteren, Marketa Vondrousova.

- Jeg kan tage mange positive ting med, og jeg kan lære meget af det, men i dag (tirsdag, red.) føler jeg, at jeg kunne have spillet bedre. Generelt spillede jeg ikke ret godt.

- Jeg havde svært ved at finde rytme og returnerede ikke ret godt. Jeg havde ni breakbolde og udnyttede ikke en eneste. Det er ikke godt nok mod spillere på dette niveau, og det skal jeg arbejde med.

- Der er en del ting, jeg er nødt til at forbedre inden US Open, siger Caroline Wozniacki.

I karrierens første del vandt hun 30 turneringer, herunder Australian Open i 2018. Op til comebacket har hun ikke lagt skjul på, at ambitionen er at spille med om de store titler igen, efter at hun har fået to børn.

- Jeg tror på mig selv og tror på, at jeg kan. Men tydeligvis tager det mig noget tid at vænne mig til at spille kampe igen og konkurrere i rigtige turneringer.

- Jeg føler ikke en masse forventninger udefra. Jeg har altid været hård ved mig selv, fordi jeg søger perfektion, hvilket ikke er muligt i sport. Men jeg arbejder hårdt for at blive bedre og bedre, siger Wozniacki.

Hun har planer om at blive i Cincinnati nogle dage trods sit tidlige exit.

- Jeg vil prøve at se, om der er nogle andre piger, der bliver, som jeg kan spille nogle point med og ellers forsøge at finde rytme med en hittingpartner, fortæller Wozniacki.

US Open, hvor Caroline Wozniacki nåede finalen i 2009 og 2014, begynder 28. august.

Sponsoreret indhold