Sport18. august 2023

Ups! Tommy Paul tyrer serv i hovedet på stoledommer

Amerikaneren ramte stoledommeren under kampen mod verdensetteren Carlos Alcaraz
Amerikanerens hurtigste serv i kampen blev målt til 228 km/t. 
Amerikanerens hurtigste serv i kampen blev målt til 228 km/t.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Det kan være et farligt job at være stoledommer - især når Tommy Paul server.

Tennisspilleren havde nemlig ikke fået indstillet sigtekornet ordentligt, da han torsdag mødte verdens nummer et, Carlos Alcaraz, i ottendedelsfinalen ved Southern & Western Open.

Her leverede amerikaneren en kraftfuld serv, der fløj direkte mod stoledommeren, der ikke kunne nå at reagere i tide og blev ramt i venstre side af ansigtet tæt på øjet.

Paul tog sig forskrækket til munden i overraskelse og løb mod dommeren for at tilse ham. Dommeren var synligt rystet, men det lykkedes ham at ryste hændelsen af sig kort efter.

- Det er okay. Det er okay. Det er godt, jeg ikke så det. Det er okay, beroligede dommeren den forskrækkede spiller.

- Oh my God, udbrød Paul til dommeren. - Undskyld. Det er jeg ked af, mand, fik han efterfølgende sagt.

Tommy Pauls førsteserv i kampen mod Alcaraz blev målt til en gennemsnitlig fart på 184 km/t ifølge ATP scores, hvoraf den hurtigste blev målt til hele 228 km/t.

Der var heldigvis plads til smil efterfølgende og kampen blev genoptaget kort efter. Spanske Carlos Alcaraz vandt med cifrene 7-6 (8-6), 6-7 (0-7), 6-3.

Kampen var det andet møde mellem de to inden for en uge. De mødte senest hinanden i Canadian Open-kvartfinalen lørdag den 12. august, hvor Paul besejrede Alcaraz i tre sæt.

Sponsoreret indhold