Sport 21. januar

Ude i tredje runde: Andy Murray færdig i Australian Open

Den tidligere grand slam-vinder blev besejret af en spanier
Andy Murray tiltrak sig en del opmærksomhed, da han kæmpede sig videre fra en kamp i anden runde med en 3-2-sejr over australske Thanasi Kokkinakis. Nu er Murray ude af turneringen i Melbourne. nbsp;
Andy Murray tiltrak sig en del opmærksomhed, da han kæmpede sig videre fra en kamp i anden runde med en 3-2-sejr over australske Thanasi Kokkinakis. Nu er Murray ude af turneringen i Melbourne.
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Andy Murray er færdig ved Australian Open efter et nederlag i tredje runde i Melbourne.

Den 35-årige skotte tabte lørdagens kamp mod spanske Roberto Bautista Agut i fire sæt. Spanieren vandt 6-1, 6-7, 6-3, 6-4.

Murray tilhørte førhen den absolutte verdenstop, men de senere år har skader plaget karrieren, hvilket har medført et stort fald på ranglisten, hvor han for tiden er nummer 66.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ved dette års Australian Open har han alligevel tiltrukket sig en del opmærksomhed.

I anden runde slog Murray det australske hjemmebanehåb Thanasi Kokkinakis i en femsætskamp, der først sluttede lidt over klokken fire om natten. Her var skotten nede med 0-2 i sæt.

Efter kampen beklagede Andy Murray sig over det sene kamptidspunkt, og at han ikke kunne få lov til at besøge toilettet.

Selv om andenrundekampen først sluttede i de tidligere morgentimer fredag, så brugte Murray ikke det som undskyldning, da han satte ord på lørdagens exit.

– Jeg gav alt, hvad jeg havde i de tre kampe, og det er jeg meget stolt af.

– Men jeg er også skuffet, for jeg har arbejdet hårdt i begyndelsen af året, og jeg kunne have fået en rigtig god stime, siger Andy Murray.

Spanske Roberto Bautista Agut skal nu op mod amerikaneren Tommy Paul i fjerde runde. Agut er placeret i samme turneringshalvdel som danske Holger Rune. De kan dog tidligst mødes i en eventuel semifinale.

Sponsoreret indhold