Ubesværet Axelsen sejrer i første kamp ved European Games

Den danske superstjerne fik som ventet en sejr i sin første gruppekamp ved European Games i Polen.
Den danske verdensetter vandt mandag eftermiddag 21-17, 21-5 over italienske Giovanni Toti, der er nummer 107 på verdensranglisten.
Axelsen skal næppe frygte for den store konkurrence i sine øvrige to gruppekampe.
Her er modstanden polske Dominik Kwinta, der er nummer 311 i verden, samt rumænske Teodor Ioan Cioroboiu, som er nummer 720 på verdensranglisten.
Det er på grund af OL-kvalifikationen, at Axelsen er med i turneringen i Polen.
- Der er noget prestige og ære i at repræsentere sit land. Og så er der OL-point på spil.
- Jeg missede to turneringer på grund af min skade, så det her giver mig mulighed for at få nogle resultater til den kvalifikation, sagde Axelsen i sidste uge til Ekstra Bladet med henvisning til en skade, han pådrog sig tidligere på sæsonen.
Tidligere i juni vandt Axelsen Super 1000-turneringen Indonesia Open. Det var Axelsens comebackturnering, efter at han blev skadet 19. maj under VM for blandede hold, Sudirman Cup.
Skaden betød, at Axelsen missede World Tour-turneringerne i Malaysia, Thailand og Singapore, og derfor er han med ved European Games.