Tysk målmandslegende får comeback som 49-årig

Selv om Henning Fritz' storhedstid på håndboldbanen efterhånden ligger to årtier tilbage, er den tidligere stjernemålmand åbenbart ikke færdig med at sprælle mellem stængerne.
Den 49-årige tysker får comeback på banen, når han i januar skal vikariere i målet for SSV Bozen i den bedste italienske række. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Klubben har været på markedet og har sikret sig en af håndboldhistoriens bedste målmænd i Europa og hele verden, lyder det.
Bozen, der er det tyske navn for Bolzano, må i januar se bort fra sin sædvanlige stamkeeper, Christophoros Nungovitch, der er blevet udtaget til DR Congos landshold til de afrikanske mesterskaber.
Afløseren, Henning Fritz, kan fremvise en alenlang meritliste. I 2007 vandt han verdensmesterskabet med det tyske landshold. Han har også vundet EM-guld, VM-, EM- og OL-sølv og fem tyske mesterskaber.
I 2004 blev han kåret til verdens bedste håndboldspiller som den første målmand nogensinde.
Han afsluttede karrieren i 2012, men fik ni år senere overraskende et kortvarigt comeback i Bundesligaen, da Flensburg-Handewitt kom i bekneb på målmandsposten.
Nu er veteranen altså klar til at løbe på banen igen. SSV Bozen oplyser ikke, hvor længe aftalen med Henning Fritz løber.