Sport27. august 2024

Tv-vært og kommentator Peter Piil fyret efter 18 år hos Discovery

Fodboldkommentatoren er, ligesom mange andre, fortid hos Discovery, der skærer ned på fodboldindholdet
Peter Piil er klummeskribent for Berlingske under VM i Rusland og er her fotograferet under landsholdets træning i Helsingør, onsdag den 6. juni 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Peter Piil har kommenteret fodbold hos Discovery i hele 18 år, men skal i fremtiden ikke længere arbejde hos tv-selskabet.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En af dansk fodbold mest genkendelige stemmer skal finde nye græsgange.

Det drejer sig om Peter Piil, der efter 18 år hos Discovery er fyret.

Det skriver Bold.dk.

Piil har gennem tiderne blandt andet kommenteret fodbold fra England og Danmark foruden det danske landshold.

Udover fodbold har han de seneste år også gjort danskerne kloge på cykling, som han har kommenteret på Eurosport.

Kommentatoren er langt fra den eneste, der efter mange år er færdig hos Discovery.

12 af i alt 20 medarbejdere på tv-selskabets sportsredaktion er blevet fyret eller opsagt.

Det gælder også 40-årige Kian Fonoudi og 43-årige Mette Cornelius, der begge skal finde nyt arbejde efter at have været en del af Discoverys fodboldsendeflade i mange år.

Bold.dk har kontaktet Peter Piil, der ikke har ønsket at kommentere fyringen.

Discovery blev tidligere i år en del af streaminguniverset hos HBO under den nye tjeneste Max.

Deres kanaler består af blandt andet Eurosport 1 og 2 samt Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og Canal 9.

Sponsoreret indhold