Sport27. marts 2023

Tv-vært i ekstase: Nu er hun kræftfri

Tv-værten Jo Wilson er blevet erklæret helt rask efter kræftforløb
Sky Sportsværten Jo Wilson kan glæde sig over ikke længere at være kræftsyg. nbsp;
Sky Sportsværten Jo Wilson kan glæde sig over ikke længere at være kræftsyg.
 Foto: @Jowilsontv Instagram

Tilbage i september sidste år åbnede Sky Sportsværten Jo Wilson op om, at hun var blevet diagnosticeret med stadie 3 livmoderhalskræft.

Med det fulgte en sygemelding fra sit job som tv-vært og en hård omgang kemoterapi. Hun fik at vide af lægerne, at hun havde 70 procent chance for at overleve.

Nu, lige omkring et halvt år senere, er Jo Wilson blevet erklæret kræftfri og rask.

Det fortæller hun på sin Instagram.

'Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet dybt, men i stedet er her et billede af mig til en koncert fuld på champagne i gang med at fejre de gode nyheder,' skriver hun.

'Lige nu har jeg ikke ord. Bare taknemmelighed og kærlighed … og tømmermænd,' tilføjer hun.

37-årige Jo Wilson kom tilbage på tv-skærmen i december, men det er først nu, tre måneder senere, at hun er blevet erklæret kræftfri.

Hun er i mellemtiden også blevet gift med sin partner igennem seks år, Dan McGrath. Det afslørede hun på sin Instagram i oktober.

'Når livet giver dig kræft, så bliv gift …!,' skrev hun dengang.

Tv-stjernen har arbejdet som vært på Sky Sports siden 2015.

Sponsoreret indhold