Sport17. maj 2023

TV 2 afslører stort nyt: ”Forlænger” med Holger Rune til og med 2026

Der er godt nyt til alle tennisglade danskere, der nu får glæden af at kunne se Holger Rune kæmpe om den ene titel efter den anden i yderligere tre år
De danske Holger Rune fans kan glæde sig over, at de til og med 2026 kan se Holger Runes kampe i ATP-turneringerne på TV 2, da tv-stationen har forlænget aftalen.
De danske Holger Rune fans kan glæde sig over, at de til og med 2026 kan se Holger Runes kampe i ATP-turneringerne på TV 2, da tv-stationen har forlænget aftalen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Onsdag eftermiddag tørner Holger Rune og Novak Djokovic sammen i kvartfinalen i ATP-turneringen i Rom.

Kampen bliver vist på dansk tv, da TV 2 har rettighederne til kampen, og sådan fortsætter det med at være i minimum tre år endnu.

Det skriver TV 2 Danmark i en pressemeddelelse, hvor de afslører, at de har forlænget rettighederne til ATP Tour med yderligere tre år.

Dermed løber aftalen til og med 2026.

- Vi er meget glade for samarbejdet med ATP og det fantastiske produkt, de leverer. Vi kommer helt tæt på de ofte opslidende dramaer, som kræver enormt meget af spillerne både fysisk og psykisk.

- Det er et meget attraktivt produkt, som i takt med Holger Runes succes bliver mere og mere populært blandt danskerne, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen.

Holger Rune er rangeret som nummer syv på verdensranglisten i tennis, og han er ikke eneste store danske tennisstjerne, som man til og med 2026 får glæden af.

Også Clara Tauson kan danskerne glæde sig af fortsat at følge. For udover ATP-rettighederne, har TV 2 også rettighederne til at vise kvindernes WTA-turneringer.

Sponsoreret indhold