Sport4. december 2023

Trods toppræstation: Det skal Anna Kristensen nu

Hun stod med flotte 50 procent mod Chile søndag aften, men Anna Kristensen kan meget vel have spillet sin sidste kamp ved dette VM
Anna Kristensen stod på mål mod Chile, men har ikke udsigt til flere optrædener ved VM i Herning.
Anna Kristensen stod på mål mod Chile, men har ikke udsigt til flere optrædener ved VM i Herning.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hun var skuffet, da hun inden VM blev meddelt, at hun skulle være nummer tre i keeperkøen, og at hun kun ville få lov at spille én kamp.

Men da den ene kamp mod Chile søndag var overstået, strålede Team Esbjerg-målvogteren Anna Kristensen af glæde over at have fået slutrundedebut for Danmarks håndboldkvinder.

- Jeg har virkelig glædet mig til det i de seneste dage, og jeg er glad for, at jeg har fået lov til det, siger hun.

- Det var megafedt. Det var en stor oplevelse at få en mesterskabskamp. Jeg har ligget tæt på holdet i nogle år, og nu er jeg endelig kommet et skridt tættere på ved at få den her kamp.

Men nu er det også slut. Medmindre Sandra Toft eller Althea Reinhardt går i stykker, inden VM er ovre, skal Anna Kristensen ikke spille mere.

Og selv om hun helst bare vil spille alle kampe, så er hun nu afklaret med sin rolle som moralsk støtte og nødhjælp, hvis noget skulle gå galt.

- Jeg skal bare i skarp træningslejr nu. Det gælder om at komme ud af slutrunden i den bedste fysiske forfatning, så jeg er klar til at vende tilbage til opgaverne i Esbjerg mellem jul og nytår, siger Anna Kristensen.

På trods af tilværelsen i baggrunden under VM, så kan den 23-årige målvogter sagtens se positive perspektiver i at være med omkring holdet ved slutrunden.

- Hvis jeg engang får chancen for at være ægte med, så giver det en tryghed, at jeg har været med og oplevet, hvordan et mesterskab foregår. Det giver noget erfaring, siger hun.

Anna Kristensen spillede hele kampen mod Chile og endte med en redningsprocent på 50. Den præstation betød, at hun blev kåret som kampens spiller.

Sponsoreret indhold