Sport20. august 2023

Tragedie: To deltagere mister livet i havet under ironman i Irland

To personer på 40 år og 60 år, der deltog i Ironman-løbet i Cork, har mistet livet i havet
04 June 2023, Hamburg: Triathlon: Everyman as part of the European Championship, Ironman. Start at the Jungfernstieg. Photo by: Georg Wendt/picture-alliance/dpa/AP Images
To personer har mistet livet i vandet ved Ironman-løbet i Cork i Irland.
 Arkivfoto: Georg Wendt/AP/Ritzau Scanpix

To mandlige deltagere ved et ironman-stævne i Irland har søndag mistet livet.

Det oplyser arrangørerne i et Facebook-opslag.

- Vi er dybt ulykkelige over at kunne bekræfte, at to mandlige deltagere ved Ironman 70.3-løbet i Cork i Irland er døde.

- Under svømmedelen i søndagens løb rykkede sikkerhedsmandskab straks ud til atleterne, der havde brug for hjælp, lyder det.

Det lykkedes dog ikke at redde de to nødstedte deltagere.

Der er tale om en mand på 40 år og en mand på 60 år, skriver lokale medier. De blev trukket livløse op fra havet, lyder det.

De to ulykker var ikke forbundet.

- Vi sender vores dybeste kondolencer til atleternes familier og venner, og vil fortsætte med at støtte dem i denne svære tid, skriver arrangøren på Facebook.

Det står søndag aften ikke umiddelbart klart, hvad der udløste ulykkerne.

Ironman-stævnet skulle have været afholdt lørdag, men blev udskudt en dag på grund af en storm, der har fået tilnavnet Betty.

Der er tale om et såkaldt ironman 70.3-løb - groft sagt et halvt ironman.

Det originale ironman er et triatlon bestående af 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og et maratonløb på 42,195 kilometer.

Ironman 70.3 består af den halve distance inden for de respektive discipliner. Det er opkaldt efter løbets samlede distance på 70,3 miles - eller godt 113 kilometer.

Sponsoreret indhold