Tiltalt for mishandling: Nu reagerer Gjert Ingebrigtsen
LÆS OGSÅ: Norske løbestjerners far er tiltalt for mishandling
Den norske løbetræner Gjert Ingebrigtsen blev mandag tiltalt for mishandling af et nært familiemedlem. Det berettede nyhedsbureauet NTB.
Det sker, syv måneder efter at Ingebrigtsens tre berømte løbesønner, Henrik, Filip og Jakob, i en kronik på mediet VG offentligt anklagede ham for vold og trusler under opvæksten.
Nu reagerer hovedpersonen selv. Han har i hvert fald delt et opslag på Instagram, der må tolkes som et svar på tiltalen.
Opslaget er en del af teksten til sangen "Rise Up" af sangerinden Andra Day.
En tekstbid, der i korte træk handler om at rejse sig på ny efter en svær tid.
Opslaget har modtaget hundredvis af "likes", men farmand-Ingebrigtsen har valgt at lukke kommentarsporet.
Konkret er Ingebrigtsen tiltalt for at have overtrådt en paragraf i den norske straffelov, der gælder "mishandling i nære relationer".
Ifølge VG skal overtrædelserne have foregået mellem 2018 og 2022. Det drejer sig om trusler, tvang, vold, begrænset bevægelsesfrihed og andre former for krænkelser.
Gjert Ingebrigtsens advokat har oplyst, at hans klient nægter sig skyldig.