Tidligere bokser og boksedommer Ove Ovesen er død

Et stort navn inden for dansk boksning er gået bort.
Ove Ovesen, der var bokser og boksetræner, har mistet livet i denne uge. Det skriver Horsens Folkeblad.
Han blev 86.
Det var måske særligt uden for bokseringen, at Ove Ovesen slog sit navn fast. For efter selv at have bokset 106 amatørkampe blev han internationalt anerkendt som en af landets bedste dommere.
Han blev blandt andet kåret til verdens bedste dommer af forbundet WBA.
Der er ingen tvivl om, at Ovesen var en ydmyg jyde. Som en lille sød detalje i nekrologen beskriver Horsens Folkeblad, at boksedommeren ikke ligefrem flagede med sine hædersbeviser.
Hans nærmeste familie fandt først ud af det, da de i forbindelse med en flytning tilfældigt faldt over over trofæet, der var gemt godt væk på loftet, skriver mediet.
Ove Ovesen var også i mange år kommentator ved boksekampe på TV sammen med afdøde Kurt Thybo.
Ove Ovesen var gennem hele livet ugift og fik ingen børn.