Sport28. januar 2024

Thorbjørn Olesen vinder Ras Al Khaimah Championship foran Rasmus Højgaard

Der var dansk succes i DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship i Emiraterne, da Thorbjørn Olesen og Rasmus Højgaard blev etter og toer
Thorbjørn Olesen vinder DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship. Det gør han med seks slag foran danske Rasmus Højgaard.
Thorbjørn Olesen vinder DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship. Det gør han med seks slag foran danske Rasmus Højgaard.
 Foto: Kamran Jebreili/AP/Ritzau Scanpix

Danskerne dominerede på sidstedagen af DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship i Emiraterne.

Golfspilleren Thorbjørn Olesen vandt turneringen med seks slag ned til landsmanden Rasmus Højgaard, der endte på andenpladsen.

Det er den 49. danske triumf på DP World Tour, der tidligere hed European Tour.

Det er første gang, at to danskere sætter sig på de øverste placeringer i en DP World Tour-turnering.

For 34-årige Thorbjørn Olesen var det den ottende titel på DP World Tour over en periode på 12 år.

- Jeg havde en af de mest talentfulde spillere lige bag mig.

- Jeg vidste, det ville blive svært, men jeg spillede noget god golf og holede nogle gode putts på vejen ind, siger Thorbjørn Olesen i en pressemeddelelse fra Dansk Golf Union.

Thorbjørn Olesen gik sidste runde i 63 slag, hvilket svarer til fem slag under banens par. Samlet endte han i 27 slag under par.

I løbet af de 18 huller leverede Thorbjørn Olesen fem birdies og en eagle, men det blev også til en enkelt dobbelt bogey. Samlet set var det dog mere end rigeligt.

Med den solide afslutning kom sejren aldrig for alvor i fare, da Rasmus Højgaard sluttede af med en runde i tre slag under par.

På søndagens runde leverede Rasmus Højgaard seks birdies, men da det også blev til tre bogeys, nåede han ikke helt op og true Thorbjørn Olesen om sejren.

Rasmus Højgaard endte samlet i 21 slag under par og tog andenpladsen.

Marcus Helligkilde, der længe også var med i toppen af turneringen, endte på en placering som delt nummer 23 i 12 slag under par.

Søndag gik Helligkilde den fjerde og sidste runde i tre slag over banens par og faldt dermed en anelse tilbage.

Mens Thorbjørn Olesen er oppe på otte titler, er Thomas Bjørn stadig den mest succesfulde danske spiller på DP World Tour med 15 titler.

- Sejren cementerer Thorbjørns position som den næstmest vindende danske spiller på DP World Tour og rykker ham ind i top-60 på Official World Golf Rankings.

- Det giver nogle spændende perspektiver frem mod The Masters og en eventuel OL-deltagelse, siger Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Sponsoreret indhold