Sport22. august 2023

Thomas Delaney skifter til Anderlecht

Danskeren skifter til Belgien på en lejeaftale fra Sevilla
Thomas Delaney blev aldrig den store succes i Sevilla og skifter nu til Anderlecht.
Thomas Delaney blev aldrig den store succes i Sevilla og skifter nu til Anderlecht.
 Foto: Ulises Ruiz/AFP/Ritzau Scanpix

Danskerkolonien i Anderlecht er tirsdag blevet endnu større.

Den belgiske klub har annonceret, at Thomas Delaney er ankommet på en lejeaftale, der gælder i resten af sæsonen. Den danske landsholdsspiller skifter fra Sevilla.

31-årige Delaney bliver i Anderlecht holdkammerat med blandt andre Kasper Dolberg og Anders Dreyer og vil blive trænet af Brian Riemer. Jesper Fredberg er klubbens fodbolddirektør.

- Jeg er beæret over at repræsentere denne klub. Jeg har kendt Anderlecht i lang tid. Jeg havde Ariel Jacobs (tidligere Anderlecht-træner, red.) og Brian Riemer som trænere i FC København.

- Jeg vil gerne bringe erfaring og energi til spillergruppen og bidrage til vindermentaliteten, siger Delaney på Anderlechts hjemmeside.

Midtbanespilleren har været ejet af Sevilla siden 2021. I foråret i år var Delaney udlejet til tyske Hoffenheim. Han har tidligere været holdkammerat med Kasper Dolberg i begge klubber.

- Vi er meget glade for at tilføje Thomas til vores hold, siger Jesper Fredberg på Anderlechts hjemmeside.

- Han har lederevner og kommer med erfaring fra et meget højt internationalt niveau, og han kan hjælpe os med at finde den rette indstilling på midtbanen.

Sponsoreret indhold