Tennisstjerne med vild Holger Rune-påstand: Skrev til mig ti gange

Når han ikke er på tennisbanen eller i gang med at tage kørekort, så bruger Holger Rune tilsyneladende en pæn mængde af sin tid på at skrive til den russiske tennisdarling Anna Kalinskaya.
I hvert fald hvis man skal tro på hende.
I et interview med Youtube-kanalen First&Red bliver hun spurgt ind til, om der er mange tennisspillere, der skriver til hende.
Det får hende til at fortælle en anekdote om særligt én spiller, der åbenbart slet ikke kan få nok af hende.
Den spiller?
Holger Rune.
- Der var en, der skrev til mig ti gange. Jeg siger det bare ... Holger Rune, smågriner hun og tilføjer:
- Han skriver til alle, så han fortjener det her. Han tænker alt for højt om sig selv, siger hun, men slår efterfølgende fast, at han langt fra er den eneste, man kan sætte det prædikat på.
Den beskyldning har efterfølgende fået danskeren til tasterne.
På mediet X har Rune svaret en profil, der har delt interviewet.
- Hahaha, måske er det kulturelle forskelle, der har fået Anna til at læse en kommentar og troet, det var en invitation til en date. Hvis jeg vil på en date, så spørger jeg om en date, skriver han.
Holger Rune og kvindelige tennisspillere er tilsyneladende en sprængfarlig kombination.
Tidligere har Veronika Kudermetova påstået, at Rune har skrevet til hende, til trods for at hun har en mand.
- Jeg sagde - knægt, jeg er nok for gammel til dig. Hvis du har set min Instagram, så har jeg en mand, lød det fra russeren.