Sport2. september 2023

Taler ud efter brud med Holger Rune

Holger Runes tidligere træner Patrick Mouratoglou kommenterer nu på bruddet med danskeren
Holger Rune havde Patrick Mouratoglou som træner første gang i oktober 2022. 
Holger Rune havde Patrick Mouratoglou som træner første gang i oktober 2022.
 Foto: Ritzau Scanpix

Tennistræneren Patrick Mouratoglou reagerer på det sociale medie Instagram på, at han ikke længere skal være træner for danske Holger Rune.

- Hvilken rejse, skriver tennistræneren på det sociale medie.

Det seneste års tid har Holger Rune vekslet mellem at have Lars Christensen og Patrick Mouratoglou som træner. Senest var Mouratoglou med som træner, da Rune blev elimineret i første runde af US Open.

Mouratoglou rejste første gang ud med Holger Rune i oktober sidste år. Det blev med det samme en stor succes, da Rune inden for få uger triumferede i både Stockholm Open og Paris Masters.

I 2023 er det også blevet til en turneringssejr i München.

- På ni måneder har vi oplevet så meget. At vinde i Paris, spille finale i Monte Carlo og Rom, at vinde i Stockholm og München. Fra nummer 30 til nummer fire på verdensranglisten, skriver Mouratoglou.

- Desværre har alle historier en slutning. Det har været en fornøjelse at arbejde med dig, og jeg vil altid heppe på dig.

Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, ville efter elimineringen i US Open ikke komme ind på, hvad fremtiden byder for Holger Rune på trænerfronten.

- Hvad der ellers kommer til at ske på trænerfronten for Holger, kan jeg ikke sige endnu, oplyste Aneke Rune i den sammenhæng i et skriftligt svar.

Sponsoreret indhold