Sport18. juli 2023

Sveriges bedste mandlige tennisspiller får karantæne

Mikael Ymer sendte verdens nummer ni ud i Wimbledon, nu må han ikke spille i halvandet år
Mikael Ymer begræder ITFs beslutning og mener, at straffen er for hård.
Mikael Ymer begræder ITFs beslutning og mener, at straffen er for hård.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Den 24-årige svenske tennisspiller Mikael Ymer er blevet idømt 18 måneders karantæne for overtrædelse af dopingreglementet.

Det skriver han selv på Twitter tirsdag, og senere på dagen har Den Internationale Sportsdomstol (CAS) bekræftet dommen.

Årsagen er, at han tre gange inden for et år har været utilgængelig for dopingtest uden for konkurrence.

Mikael Ymer, der er nummer 51 i verden, er dog ingenlunde enig i dommen, og han påpeger, at han aldrig har benyttet sig af ulovlige midler eller har været mistænkt for det.

Sagen begyndte i januar 2022, hvor Det Internationale Tennisforbund (ITF) anklagede Mikael Ymer for førnævnte overtrædelse.

Svenskeren erklærede sin uskyld og fik i første omgang medhold ved en uafhængig domstol.

ITF valgte at appellere dommen til CAS, som stadfæster, at Mikael Ymer er skyldig i overtrædelsen af dopingreglementet. CAS oplyser, at ITF ville have Mikael Ymer udelukket i to år, men så vidt gik sportsdomstolen altså ikke.

Svenskeren fik besked mandag, skriver han på Twitter.

- Da jeg allerede er blevet renset én gang og helhjertet står ved, at jeg ikke føler, at den tredje overtrædelse er begået, finder jeg deres beslutning om at prøve sagen igen og efterfølgende finde mig skyldig uretfærdig, skriver Mikael Ymer.

CAS mener ikke, at Mikael Ymer i forbindelse med den tredje overtrædelse levede op til kravene om de såkaldte whereabouts. Reglerne går på, at atleter til alle tider skal redegøre for, hvor de er, så antidopingmyndighederne uanmeldt kan møde op og teste dem.

Mikael Ymer mener, at straffen på 18 måneder er uretfærdig.

- Jeg forstår, at disse regler er blevet indført for at beskytte integriteten af vores sport, og at de er der af en grund. Jeg mener dog ikke, at jeg brød disse regler, og min samvittighed er ren med Gud som mit vidne, skriver han.

Mikael Ymer var tidligere på året i søgelyset, fordi han gik amok i en turnering i Lyon, hvor han mødte franske Arthur Fils.

Efter et skænderi med den portugisiske dommer Rogerio Santos tabte svenskeren hovedet og hamrede sin ketsjer ind i plastikbeklædningen på dommerens højstol.

Det var dommeren ikke særligt tilfreds med, så han besluttede sig for at diskvalificere den iltre svensker.

Sponsoreret indhold