Super Bowl-vinderen Travis Kelce afslører: 50-80 procent ryger cannabis

Det sker i ny og næ, at NFL-spillere ryger i cannabisfælden, når ordensmagten fra verdens bedste liga tester atleterne.
Blandt de spillere, der er "gledet i hashplanten", kan navne som Josh Gordon, Randy Gregory og Darren Waller nævnes.
Skal man tro på en af ligaens allerstørste stjerner, så er det mere en regel end en undtagelse, at spillerne benytter sig af det euforiserende stof.
Kansas City Chiefs-stjernen Travis Kelce estimerer i hvert fald, at et sted mellem 50-80 procent af spillerne i ligaen ryger cannabis.
Det siger han i et interview med Vanity Fair, hvor han fortæller, at de nye testregler har gjort noget ved kulturen i ligaen.
Nu bliver man nemlig kun testet en enkelt gang kort tid inden sæsonen, og så udvælges ganske få spillere i tilfældige tests, når sæsonen først er i gang.
– Hvis man stopper i midten af juli, så er alt fint. Næsten ingen bliver rigtig taget i det mere, siger han.
Travis Kelce oplevede selv at blive suspenderet efter at være blevet testet positivt for cannabis, da han spillede i College. Det kostede ham et år på sidelinjen.
– Da jeg blev taget, fandt jeg ud af, hvor mange folk der var i samme bås som mig, forklarer han.
I 2021 blev der indført nye regler og strafudmålinger i NFL for spillere, der tester positiv for cannabis.
Spillere bliver ikke længere suspenderet. De bliver i stedet straffet med bøder.
Flere tidligere spillere er gået ind i cannabisindustrien efter deres aktive karriere.
Det har blandt andre Rob Gronkowski, Marshawn Lynch, Joe Montana og Brett Favre gjort.