Sport15. januar 2024

Styrtede i Dakar Rally: Nu er Carles Falcon død

Den spanske motorcykelkører er død en uge efter sit styrt i Dakar Rally. Det oplyser hans hold TwinTrail Racing
Carles Falcon er afgået ved døren, en uge efter han styrtede i Dakar Rally.
Carles Falcon er afgået ved døren, en uge efter han styrtede i Dakar Rally.
 Foto: Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix

Den spanske motorcykelkører Carles Falcon, som for en uge siden forulykkede voldsomt på 2. etape af årets Dakar Rally, er død natten til mandag af sine kvæstelser.

Det bekræfter hans hold TwinTrail Racing ifølge autosport.com.

- Denne mandag 15. januar har Carles forladt os. Holdet af læger har bekræftet, at skaderne på hjernen forårsaget af kardiorespiratorisk standsning på tidspunktet for ulykken var uoprettelige, lyder det i meddelelse fra holdet.

Ifølge løbsarrangøren havde Falcon ingen puls, da lægerne nåede frem, men det lykkedes i første omgang at få gang i hans hjerte igen. Det førte dog til skaderne på hjernen.

Falcon deltog for anden gang i karrieren i Dakar Rally, men allerede på 2. etape gik det galt for køreren fra Catalonien.

Han manglede kun at tilbagelægge 15 af de 463 kilometer på etapen fra Al Henakiyah til Al Duwadimi, da han styrtede og kom alvorligt til skade.

- Carles var en smilende person. Han var altid aktiv og nød sit liv, især med motorcykler. Han forlod os, mens han udlevede sin drøm - at køre Dakar Rally, skriver holdet.

Falcon pådrog sig ved styrtet brud på rygsøjlen, og han brækkede fem ribben, venstre håndled samt kravebenet. På hospitalet har lægerne siden forsøgt at redde Falcon, men en uge efter ulykken var der ikke mere at gøre.

Sponsoreret indhold