Sport2. januar 2024

Stressramt Holger Rune: Var meget alene

Når danmarks bedste mandlige tennisspiller ser tilbage på 2023, er det ikke kun succeserne, der fylder for Holger Rune
Holger Rune tog i går sin første sejr i 2024 over australske Max Purcell ved turneringen Brisbane International.  
Holger Rune tog i går sin første sejr i 2024 over australske Max Purcell ved turneringen Brisbane International.
 Foto: EPA/JONO/Ritzau Scanpix

Talent og hårdt arbejde har katapulteret den unge dansker op i verdenstoppen, siden han gjorde sin debut i top 100 på verdensranglisten i januar 2022.

Men overgangen fra talent til etableret topspiller, har ikke været nem for 20-årige Holger Rune. Særligt i efteråret sled han med at finde fodfæste, hvor det ene nederlag tog det andet.

- Jeg har været stresset i 2023. Det har været meget anderledes at cementere sit niveau i top ti, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

Danskeren forklarer også, at han pludselig har befundet sig i en situation, hvor han er den, som alle vil slå - og derfor kan modstanderne spille med en større frihed.

Uro i baglandet

Men det har langt fra været hans eneste problem. Der har nemlig været stor usikkerhed omkring holdet bag Rune i hele 2023.

Fra Lars Christensen til Patrick Mouratoglou, tilbage til Lars Christensen, så ind med Boris Becker og endegyldigt farvel til Lars Christensen. Runes år var i høj grad været præget af udskiftninger på trænerfronten.

Det så til tider kaotisk ud fra sidelinjen, og Rune lignede da også undervejs en spiller, som famlede efter stabilitet på banen - og ikke mindst omkring sig.

Holger Rune forklarer nu, at det var et stort pres at stå med, og han følte, at han stod alene med det. Men nu er der ifølge ham selv kommet endegyldigt styr på holdet omkring ham:

- Jeg føler, jeg står med dreamteamet nu. Der er god harmoni og kemi mellem alle i teamet, fortæller han.

Rune-lejren har - udover at tilknytte Boris Becker i 2024 også - tilføjet et yderst prominent trænernavn til holdet.

Kort efter sæsonfinalen blev Severin Lüthi, Rodger Federers mangeårige træner, ansat som supplement til Becker. Derudover har Holger Rune forlænget sin aftale med Mouratoglou Akademiet, som stiller både fysisk træner, behandler og analytiker til rådighed.

Og slutligt kommer den tidligere danske tennisspiller Kenneth Carlsen til at træde til som træner, når der er behov for det.

Carlsen var blandt andet med ved UTS-Finals i London i december, da Boris Becker som følge af sin fængselsdom er pålagt et indrejseforbud i landet, de næste mange år.

Sponsoreret indhold