Storebror om FCK-stjerne: Vi har haft vores slåskampe

Trods små søskende ofte bliver forvist, når de store børn leger, har det aldrig været tilfældet for Bertram og Elias Jelert.
- I folkeskolen elskede mine venner at være sammen med ham, fordi han var så god til at spille fodbold.
- Han var med, når vi spillede i frikvartererne og hver gang, jeg havde venner med hjemme i haven. Når man er bedre end storebror, så må man hellere give ham lov.
Sådan fortæller Bertram Jelert i SE og HØRs sportspodcast "Af Banen", om sin lillebror Elias Jelert. Den 20-årige talentfulde FCK-back har allerede har to mesterskaber og en pokaltitel på sit senior-CV.

Tilsammen har brødrene fire danske mesterskaber - dog fra hver deres liga og sportsgren. For mens Elias tryllede med bolden på fodboldbanen, befandt Bertram sig bedst på ishockeyhallernes glatte, kolde underlag.
Store talenter og intern rivalisering
Bertram har aldrig været i tvivl om, at Elias besidder et særligt talent og en stærk mentalitet.
- Som barn spillede han i Virum Sorgenfri (boldklub red.), og der spillede han med årgangen over, inden han tog til KB som helt ung. Jeg har altid vidst, han var dygtig.
- Han har evnen til at være 'ligeglad'. Han overtænker ikke for meget, det er en ekstremt vigtigt egenskab, fortæller Bertram.
Brødreparret bor i dag sammen og har et rigtig godt forhold, men som med så mange andre søskende, er der en naturlig rivalisering mellem de to.
- Det har været konkurrence om alt. Fra den sidste frikadelle på bordet til fodboldkampe i haven, sådan har det været med alt, vi har lavet. Det handler om at være den bedste, og være bedre end den anden.
- Vi er ekstremt tætte, det er ikke det, men vi har haft vores slåskampe. Han er yngre end mig, så jeg har altid vidst at jeg var både større og stærkere. Jeg har altid kunnet sætte ham på plads.
Storebror har da også stadig flere Champions League-kampe end lillebror, og det får han da også lov at høre for.
- Jeg fører - og det nyder jeg - men mon ikke han også kommer og overhaler mig på et tidspunkt, erkender Bertram.
Og han er da også overbevist om, at lillebror kommer til at nå langt - længere end ham selv.
- Nu har han allerede været inde og snuse til landsholdet, og jeg tror helt sikkert, han kan drive det ekstremt langt. Det bliver jeg nødt til at tro på, jeg er hans bror. Jeg skal støtte ham, og det gør jeg også, siger han.
23-årige Bertram Jelert stoppede i 2021 sin aktive karriere som ishockeyspiller og har i stedet kastet sig over iværksætteri. Inden da spillede han for Rungsted Seier Capital, og vandt bl.a. to danske mesterskaber, spillede Champions League og debuterede på ungdomslandsholdet.