Sport11. maj 2023

Stor triumf: Mads Pedersen vinder 6. etape af Giro d'Italia

Mads Pedersen (Trek) vinder 6. etape af Giro d'Italia efter en massespurt
Mads Pedersen har spurtet sig til sejr.
Mads Pedersen har spurtet sig til sejr.
 Foto: Ritzau Scanpix

Af danske cykelryttere havde kun Jesper Skibby vundet en etape i både Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana.

Torsdag præsterede Trek-rytteren Mads Pedersen det samme i Napoli.

Mads Pedersen vandt 6. etape af Giroen efter en massespurt, og dermed skrev han dansk cykelhistorie.

Med sejren har Mads Pedersen nu også vundet en etape i hver af de tre grand tours som den blot anden dansker nogensinde.

Skibby præsterede cykelsportens hattrick i 1980'erne og 1990'erne, og nu har Mads Pedersen altså gjort det samme godt tre årtier senere.

I juli 2022 vandt Mads Pedersen en etape i Touren, og det blev senere samme år også til tre etapesejre i Vueltaen.

Dermed har 27-årige Mads Pedersen gjort det på væsentlig kortere tid end Skibby, hvor der gik lidt over fire år imellem grand tour-sejrene - fra maj 1989 til juli 1993.

Mads Pedersen var hurtigst på de sidste meter af torsdagens Giro-etape, der var 162 kilometer lang og både startede og sluttede i Napoli.

Den danske sprinter henviste Jonathan Milan (Bahrain) og Pascal Ackerman (UAE) til anden- og tredjepladsen.

Længe lignede det ellers, at det var to udbrydere, der skulle kæmpe om etapesejren. Men sådan skulle det ikke gå.

Der gik helt til slut taktik i det for Alessandro Di Marchi (Jayco) og Simon Clarke (Israel-Premier Tech), som måtte se feltet stryge forbi med få hundrede meter til målstregen.

Mads Pedersen havde mest tilbage i benene, og den danske sprinter fik akkurat overhalet de nærmeste rivaler.

Det var den første danske etapesejr i Giroen siden Lars Bak i 2012. Mads Pedersen er den tiende dansker til at vinde en etape i Giroen.

I den samlede stilling fører Andreas Leknessund (DSM) fortsat løbet. Nordmanden har 28 sekunder ned til Remco Evenepoel (Quick-Step).

Sponsoreret indhold