Sport16. november 2022

Stor mystik: Er kæmpe VM-fest i fare?

Arrangørerne bag omtalt storskærmsarrangement i Forum har udskudt billetsalget og er tilsyneladende gået i flyverskjul
Det er meningen, at Gulddreng skal optræde til VM-fest i Forum på tirsdag, men hvad sker der lige med arrangementet?
Det er meningen, at Gulddreng skal optræde til VM-fest i Forum på tirsdag, men hvad sker der lige med arrangementet?
 Foto: Ritzau Scanpix

Der var store armbevægelser, da det tidligere på måneden kom frem, at Forum skulle danne ramme for en VM-fest af den anden verden til Danmarks tre indledende gruppe-kampe.

Her lød det blandt andet, at ingen ringere end Gulddreng skulle give den gas på scenen med sin uofficielle landsholdssang, mens Parkens foretrukne pladevender, DJ Riffi, skulle styre musikken.

Torsdag i sidste uge var det så meningen, at de i alt 8.000 gratis billetter skulle sættes til salg... men det skete aldrig.

Få timer før skrev arrangørerne bag eventet nemlig, at salget var udskudt, og siden da har der været larmende tavshed fra dem.

Henover weekenden strømmede det ind med kommentarer fra folk, der gerne ville vide mere om det udskudte billetsalg, men indtil videre har ingen fået svar.

Det er arrangøren bag "Vi ELSKER 90'erne", der står bag VM-festen i Forum.

SE og HØR har siden mandag forsøgt at få en kommentar fra dem for at høre, hvad der sker med billetsalget, og om arrangementet er i fare for at blive aflyst.

Vi har dog ikke modtaget noget svar fra dem, og de har siden da slettet begivenheden på deres officielle Facebook-side, ligesom de umiddelbart har slettet alle opslag omhandlende festen.

Danmark møder Tunesien i deres første VM-kamp på tirsdag klokken 14.00.

Billetsalget til Forum-arrangementet skulle have startet torsdag den 10. november klokken 12 på Billetto.dk, men her står der blot "kommer snart", når man forsøger at købe en billet.

Det var ligeledes meningen, at billetsalget til Danmarks to øvrige gruppekampe mod henholdsvis Frankrig og Australien skulle sættes til salg kort efter.

Dette er heller ikke sket, og dermed må man sige, at mystikken om den kæmpe VM-fest breder sig.

SE og HØR har lagt snor ud til Gulddrengs management for at høre, om det stadig er planen, at han skal optræde i Forum til Danmarks første VM-kamp.

Sponsoreret indhold