Stolt Sandra Toft: Det betyder meget

Der var fest i Boxen, da Danmark gav Rumænien en decideret opvisning tirsdag aften. Danskerne vanst gruppefinalen med hele 39-23.
Sejren kom blandt andet i hus på baggrund af de suveræne præstationer, som de to danske målvogtere, Althea Reinhardt og Sandra Toft leverede. Sidstnævnte satte efter kampen ord på den danske præstation.
- Vi leverer vel en udmærket præstation, sagde en ganske ydmyg Sandra Toft efter kampen til TV 2 Sport.
Toft og Reinhardt noterede sig samlet for hele 23 redninger, og sejren var da også Danmarks bedste kamp ved dette VM.
- Jeg står med en stolthed over, at vi spiller sådan en kamp. Vi var egentlig forberedt på, at det ville blive svært, men det sørgede vi for, at det ikke blev. Det betyder meget, at vi selv kan afgøre vores vej videre nu, så vi ikke render rundt med kniven for struben, som vi gjorde sidste år, sagde Sandra Toft.
Danmark vandt første halvleg med 21-10, og udfaldet af kampen blev kun endnu mere imponerende. Med sejren tager danskerne de maksimale fire point med til mellemrunden, hvor Japan, Polen og Tyskland venter.