Sport28. juli 2023

Stolt landstræner efter nederlag: Englænderne må være glade

Lars Søndergaard var glad for danskernes indsats mod England, selvom europamestrene dog slog Danmark 1-0
Lauren James stod for englændernes eneste scoring og blev derfor også matchvinder. 
Lauren James stod for englændernes eneste scoring og blev derfor også matchvinder.
 Foto: Ritzau Scanpix

Danmark måtte fredag se sig slået af europamestrene fra England efter en kamp, hvor det første kvarter var en engelsk magtdemonstration.

Danmark kom bedre med, efterhånden som kampen skred frem og havde særligt i første halvleg flere chancer end englænderne. Landstræner Lars Søndergaard fortalte efter kampen, at hans spillere bør være stolte.

- Jeg tror, englænderne er meget glade for at redde den i land, siger Lars Søndergaard til TV3.

Danmark var under et heftigt pres fra kampens begyndelse, hvor Lauren James kanonerede kuglen i netmaskerne til 1-0, som også blev kampens resultat.

Stille og roligt kom Danmark ind i kampen og havde flere fine muligheder til blandt andre Pernille Harder og Rikke Marie Madsen i løbet af de første 45 minutter.

I anden halvleg var kampen meget låst. England havde bolden mest, men Amalie Vangsgaard var lige ved at score til allersidst, da hun headede bolden på stolpen.

- Vi voksede ind i kampen. Vi skule lige vænne os til tempoet og finde ud af, hvilke rum vi skulle spille i.

- Jeg synes, vores anden halvleg var rigtig flot. Vi pressede dem til slut, siger Lars Søndergaard.

Danmark er på andenpladsen i gruppen med tre point. England er på førstepladsen med seks point. Haiti og Kina, der begge har nul point, mødes også fredag.

Danmark skal møde Haiti i den sidste gruppekamp 1. august.

Sponsoreret indhold