Sport9. februar 2023

Stjerne er sammen med dansk model: Nu er han dømt for homofobiske udtalelser

Patrice Evra har nu fået en dom for en hændelse tilbage fra 2019
Patrice Evra er netop blevet dømt for homofobiske udtalelser. 
Patrice Evra er netop blevet dømt for homofobiske udtalelser.
 Foto: Paul Terry/AP/Ritzau Scanpix

Han har nydt mange store øjeblikke på banen. Han har blandt andet vundet Champions League en enkelt gang og Premier League fem gange.

Men for den tidligere fodboldstjerne er der nu trukket en lidt mørk skygge ned over en ellers imponerende karriere.

Han blev torsdag dømt for at have delt homofobisk indhold på sociale medier. Det skriver blandt andre Daily Mail.

Det gjorde han tilbage i 2019 i forbindelse med en Champions League-kamp mellem Manchester United og PSG - en kamp Evra ikke selv havde nogen anpart i foruden tidligere at have spillet for Manchester United.

Manchester United havde spillet sig videre efter et stort drama, og det fik den 41-årige stjerne til at optage en video af sig selv, som han smed på Snapchat.

I videoen råber han flere homofobiske ord om PSG-holdet. Noget, han fik stor kritik for efterfølgende.

Nu har videoen fået mere kontante konsekvenser for den tidligere franske landsholdsspiller.

Han blev torsdag dømt skyldig i retten i Paris og skal derfor betale en bøde svarende til cirka 7.500 danske kroner. Han er derudover blevet beordret at betale cirka 15.000 kroner i kompensation til to anti-hadekampagner.

Patrice Evra, der nu bor i Dubai, har selv været i modtagerens ende af diskriminerende tilråb.

Det skete tilbage i 2011, da han blev tilsvinet af den daværende Liverpool-spiller Luis Suarez med racistiske tilråb.

Luis Suarez endte med at få otte spilledages karantæne og en bøde i omegnen af 350.000 kroner.

Patrice Evra stoppede fodboldkarrieren i 2019.

Privat danner han par med den danske model Margaux Alexandra, med hvem han har en søn.

Parret har tidligere været bosat i Danmark, og Evra har tydeligvis taget den danske kultur til sig.

Sponsoreret indhold