Sport21. januar 2023

Spillerne slår fast: Han er holdets største spasmager

Alle hold har nogle spillere, der bidrager særligt meget til hygge og sjov uden for banen. På det danske herrelandshold fremhæves især én
Især én spiller kan få de fleste af holdkammeraterne til at smile, når landsholdet er samlet. 
Især én spiller kan få de fleste af holdkammeraterne til at smile, når landsholdet er samlet.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det kræver mere en bare fællesinteressen for håndbold, når man er samlet i en måned under en slutrunde. Man bruger utroligt mange timer sammen, så der skal være plads til hygge og grin, når håndboldsko og harpiks bliver lagt væk.

Derfor er det også at værdsætte, når gruppen indeholder nogle, der er ekstra gode til at løfte stemningen. En spasmager, om man vil.

Og dem er der nogle stykker af. Men der er altså ét navn, der går igen flere gange. SE og HØR har snakket med flere af landsholdsspillerne og spurgt dem, hvem der er landsholdets største spasmager.

- Hvis det er en af dem, jeg synes er sjov, så er Mads Mensah et godt bud. Han spreder altid godt humør, siger Hans Lindberg, der bliver bakket op af Emil Jakobsen:

- Klart Mads Mensah. Man er altid i godt humør omkring ham, og han kommer med nogle gode kommentarer en gang imellem, så der er altid smil og grin rundt om ham, tilføjer landsholdets skarpe venstrefløj.

Og det virker til, at Mensah er lidt af et samlingspunkt uden for banen, for hans navn går også igen, når man spørger Magnus Landin.

- Mensah er altid i godt humør. Han er der altid for en smart bemærkning. Han er god til at bygge noget op og så bringe den videre ud i forummet, og så kan folk gribe den, hvis de vil.

Mads Mensah er dog ikke den eneste, der bliver nævnt. Flere andre spillere bliver også bragt i spil som holdets spasmager. Mikkel Hansen smider også Mads Mensah i puljen, men nævner også et navn, han selv mener, kan være lidt overraskende.

- Vi har mange sjove og underholdende mennesker, men man kunne sige Simon Hald. Jeg synes, han er sjov nok en gang imellem. Det er ikke noget, som jeg tror, folk vil tro om ham umiddelbart, men han har en fin timing. Tit er det jo også noget med timingen, er det ikke det?, smiler Mikkel Hansen.

Mads Hoxer er ny på landsholdet, men han har god fidus til en af holdkammeraterne fra klubholdet hjemme i Aalborg Håndbold.

- Jeg kender Møllgaard godt hjemme fra Aalborg, og jeg ved i hvert fald, at han sætter pris på en god gang humor, og at der bliver taget lidt pis på det hele.

Til sidst kommer Magnus Landin også med en lille stikpille til en af holdkammeraterne.

- Gidsel prøver at være det i hvert fald.

Danmark har haft masser at smile over indtil videre i VM, da det er blevet til tre sejre og en uafgjort i de fire første kampe.

Senest delte man point med Kroatien, hvilket gør, at Danmark fortsat selv kan afgøre, om de går videre til kvartfinalen.

Sponsoreret indhold