Sport27. maj 2023

Søren Reedtz om ny TV 2-rolle: Jeg skal måske løbe knapt så meget

Når der til juli vises Tour de France på TV 2 bliver det med et nyt men velkendt ansigt i studiet. Søren Reedtz skifter nemlig reportertjansen ud med rollen som vært
Søren Reedtz får en helt ny rolle, når der vises Tour de France på TV 2 til juli.
Søren Reedtz får en helt ny rolle, når der vises Tour de France på TV 2 til juli.
 Foto: Jesper Sunesen

Når Tour de France til juli skydes i gang kommer en hel del danskere formegentlig til at følge med, når Jonas Vingegaard skal forsøge genvinde den samlede sejr i verdens største cykelløb.

Og hvis du er en af dem, der kan lide at følge Touren på TV 2, så kommer soundtracket til at være stort set det samme. Og så ikke helt alligevel.

For Søren Reedtz, som man altid ser jagte interviews med rytterne, lige når de er rullet over målstregen, kommer til at få en helt ny rolle. Det fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af banen".

- Jeg er blevet bedt om at være været til Tour de France på transmitionerne. Så jeg skal være vært i målområdet på optakten til etaperne og så nedtakten, når rytterne er rullet i mål efter etapen, fortæller Søren Reedtz.

- Det er en mere stadionær rolle, og jeg skal måske løbe knapt så meget rundt efter rytterne. Til gengæld er det mig, der skal binde det hele sammen og forsøge at få det til at glide og være en god udsendelse. Jeg glæder mig meget til en ny udfordring.

Den nye Tour-vært fortæller, at han klart hellere vil være i marken og ikke er sikker på, at han havde sagt ja til den den rolle, hvis ikke studiet havde været i Frankrig.

- Jeg var også en lille smule betænkelig til at starte med. Mest fordi det jeg rigtig godt kan lide ved cykelløb, det er cykelrytterne. Det er at tale med rytterne, og de er gode til at sætte ord på deres pinsler og trabasser, siger Søren Reedtz, der dog ser frem til at skulle tilbringe mange timer med TV 2's eksperter Emil Vinjebo, Christian Moberg og Rolf Sørensen.

Selv om det er en helt ny rolle, som Søren Reedtz får under dækningen af Tour de France, så er det en rolle, han føler sig helt tryg i. Han er efterhånden ved at være en rutineret herre, når de kommer til at være journalist ved Tour de France.

- Jeg føler mig ret sikker i cykelsporten, og jeg er godt inde i stoffet. Jeg havde haft større problemer, hvis det var en anden sportsgren, som jeg kender knapt så meget til, smiler han.

- Det giver en god tryghed, at det er cykling, og det vel er 20. gang, at jeg er til Tour de France. Jeg kender hele cirkusset, og jeg føler mig hjemme i det.

Tour de France-starten går i år i Baskerlandet lige nyd for Frankrig, hvor der køres tre etaper, før feltet krydser grænsen til det franske.

Løbet starter 1. juli og slutter den 23. samme måned.

Sponsoreret indhold