Sport11. april 2024 (opd. 11. april 2024)

Smadrer dansk rekord: Kvindelig klatrer når nye højder i Eiffeltårnet

Eiffeltårnets anden etage nås på rekordtid af Anouk Garnier, 34, som knuser den tidligere tovklatrerekord for både mænd og kvinder. Den danske Ida Mathilde Steensgaards rekord er nu historie
Anouk Garnier viser her, at hun har armene med sig.
Anouk Garnier viser her, at hun har armene med sig.
 Foto: Laurent Cipriani/AP/Ritzau Scanpix

34-årige Anouk Garnier har onsdag slået verdensrekorden i tovklatring ved at klatre 110 meter op til Eiffeltårnets anden etage på 18 minutter.

Det skriver mediet The Guardian.

- Min drøm er blevet til virkelighed. Det er magisk. Hvis der er én ting, jeg aldrig har været i tvivl om, så er det, at jeg ville opnå det, siger hun ifølge mediet.

Indehaveren af den hidtidige verdensrekord var sydafrikaneren Thomas Van Tonder, som i 2020 klatrede 90 meter op ad Soweto Towers i Johannesburg.

For kvinder lød rekorden på 26 meter. Den blev sat af danske Ida Mathilde Steensgaard, som i 2022 klatrede op ad Den Kongelige Opera.

Garnier er nu indehaver af rekorden for både mænd og kvinder.

Hun begyndte ifølge The Guardian at klatre i 2022, efter at hun vandt verdensmesterskabet i forhindringsløb i sin alderskategori.

Garnier fortæller nyhedsbureauet AFP, at hun blev inspireret af danske Steensgaard og manglede en ny udfordring.

- Jeg sagde til mig selv: 26 meter er ikke særlig langt. Hvilket monument kan jeg bestige?

Det tog et år for Garnier at forberede sig på onsdagens udfordring.

Hun fortæller desuden, at hun var glad for at se sin familie på vej ned.

- Det var smukt at se dem så stolte. Det er dem, der har lært mig sportens disciplin, at man altid skal gøre sit bedste, at man altid skal forsøge at nå nye højder. Det er takket være dem, at jeg var i stand til at gøre det, siger hun.

Formålet med onsdagens tovklatring var foruden den personlige udfordring for Garnier at indsamle penge til kræftbehandling.

Hendes egen mor har nemlig selv kræft.

- Jeg har set hende kæmpe så hårdt. Jeg ville gøre mit for at hjælpe, siger Garnier.

Sponsoreret indhold