Sport8 timer siden

Slutter før tid: Mads Mensah forlader Flensburg-Handewitt

Efter eget ønsker forlader håndboldspilleren Mads Mensah sin tyske klub, Flensburg-Handewitt
Mads Mensah har selv taget beslutningen om at stoppe i Flensburg-Handewitt.
Mads Mensah har selv taget beslutningen om at stoppe i Flensburg-Handewitt.
 Foto: Claus Fisker

Mads Mensah Larsen er fortid i SG Flensburg-Handewitt efter fem sæsoner i klubben.

Håndboldklubben oplyser i et opslag på Instagram, at den 33-årige dansker efter eget ønske har fået ophævet kontrakten et år før tid.

- Man skal gribe de muligheder, livet byder én, og det har jeg gjort. Jeg glæder mig til et nyt kapitel for mig og min familie og til nye impulser i min karriere.

- Jeg er glad for, at vi har fundet så god en løsning på min fremtid, men også for SG's fremtid, lyder det fra playmakeren.

Den mangeårige landsholdsspiller har spillet i Tyskland siden 2014, hvor han skiftede til Rhein-Neckar Löwen.

I 2020 gik turen så til Flensburg-Handewitt, som året efter vandt sølv i Bundesligaen med Mensah på holdet.

Afskeden giver mening for begge parter, forklarer direktør Holger Glandorf.

- Først og fremmest vil jeg gerne takke Mads for hans indsats i SG's trøje. Vi havde allerede i foråret meddelt ham, at vi ikke ville forlænge kontrakten. Da Mads i sommerpausen henvendte sig til os med ønsket om et tidligt skifte, var det ikke til diskussion, at vi ikke ville lægge hindringer i vejen for ham, siger han.

Historien melder ikke noget om, hvor Mensah fortsætter karrieren. Han har tidligere spillet for AG København, Nordsjælland Håndbold og Aalborg Håndbold i Danmark.

Sponsoreret indhold