Slut med udlandet: Nadia Nadim vender hjem til Danmark

Den danske fodboldspiller Nadia Nadim skifter fra italienske AC Milan til HB Køge på en etårig kontrakt og bliver altså en del af den danske A-Liga.
Det oplyser HB Køge på klubbens hjemmeside.
- Jeg er utrolig glad for at være tilbage i dansk fodbold - og for at blive en del af det, HB Køge Women har bygget op. Klubben har store ambitioner, og jeg glæder mig til at bidrage med alt, hvad jeg kan, siger Nadim ifølge klubben.
- Jeg kommer med beslutsomhed og en enorm dedikation, som jeg vil bruge til at hjælpe klubben med at fastholde sin position i toppen - både i Danmark og internationalt.
Den erfarne angriber er hentet i AC Milan, men har det seneste halve år været udlejet til svenske Hammarby.
37-årige Nadim har tidligere spillet i klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City samt i USA.
- Nadia er en karismatisk angriber med en unik evne til at score mål og skabe chancer. Samtidig bringer hun en mentalitet og en vinderkultur, der uden tvivl vil inspirere hele truppen, siger HB Køge-cheftræner Kristian Mørch til klubbens hjemmeside.
På det danske landshold har Nadim spillet 108 kampe og budt ind med 38 mål. Flere bliver det dog ikke til. Hun stoppede på nationalmandskabet efter sommerens EM-slutrunde.
Tilbage i 2017 var hun med til at vinde EM-sølv.
Nadia Nadim er født i Afghanistan, men fik i 2008 dansk statsborgerskab.
Det skete, mens hun spillede for IK Skovbakken frem til 2012, inden hun rykkede til Fortuna Hjørring. Her blev det til tre sæsoner, før udlandet kaldte.
Ved siden af fodboldkarrieren har Nadia Nadim taget en lægeuddannelse.