Skræmmende episode: Mads Pedersen påkørte dreng

På vej mod sin triumf ved DM i enkeltstart fredag i Aalborg kørte den danske cykelstjerne Mads Pedersen ind i en dreng kort før målstregen.
Drengen, som hedder Esben, slap dog uden skader, skriver DR, som har en video af episoden.
Den fandt sted, da Mads Pedersen måtte køre op på cykelstien for at undvige en motorcykel, og det var her, at han bragede ind i drengen, som røg i asfalten. Mads Pedersen holdt sig lige akkurat på cyklen og kunne køre hjem til DM-guldet.
På trods af uheldet lykkedes det Mads Pedersen at holde kadencen, selvom det var svært ikke at tænke på Esben.
- Der har været tanker på, hvordan han har haft det. Det er brandærgerligt, og nu er jeg bare glad for, der ikke er sket noget med Esben (den unge fan red.). Det er det vigtigste i den her historie. Så kan cykelløb være cykelløb, siger Mads Pedersen til DR.
I dag kom det så frem, at det var lykkedes Mads Pedersen at få kontakt til den 13-årige.
Han har både fået tilbudt hans trøje, og så har han også fået tilbudt at sidde i servicebilen, når DM i linjeløb skal afgøres.
Og den fine gerning har 13-årige Esben reageret på - samt hvordan han har det i dag.
- Jeg har det helt fint. Jeg har ingen smerter. Der er intet galt. Han har sagt, han vil give mig hans trøje. Det betyder meget at få trøjen. Jeg følger jo meget med og holder også med Mads Pedersen, fortæller Esben på direkte tv til DR.
Politiet har undskyldt episoden, som motorcykelbetjenten, der kørte foran Mads Pedersen, var skyld i.
Motorcykelbetjenten kørte simpelthen for langsomt ind i et sving, så den danske cykelrytter måtte op på cykelstien for at undgå et sammenstød med motorcyklen.
At Mads Pedersen var kørt op på cykelstien, gjorde ham en smule nervøs efter løbet. Årsagen var sidste års DM.
Først tidligere på ugen blev der efter et år sat nemlig punktum i en sag fra sidste års DM i enkeltstart.
Her blev Johan Price-Pejtersen i første omgang udråbt som vinder af enkeltstarten, men kort efter blev han diskvalificeret for at have benyttet en cykelsti, som ikke var en del af ruten.
Efter meget frem og tilbage traf Den Internationale Cykelunions (UCI) disciplinærkommission torsdag den endelige afgørelse i sagen, og Johan Price-Pejtersen står ikke som DM-vinder 2024.
Derfor var Mads Pedersen hurtigt henne ved Danmarks Cykle Union (DCU) efter at have krydset målstregen for at forklare situationen, siger han til DR.
Løbsarrangørerne har ikke straffet Mads Pedersen.