Sport9 timer siden

Skifte lurer: Kvistgaarden bliver hjemme fra Brøndbys træningslejr

Brøndby er i dialog med en anden klub om et salg af Mathias Kvistgaarden, der ikke tager med på træningslejr
Mathias Kvistgaarden.
Mathias Kvistgaarden.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Brøndbys Mathias Kvistgaarden kan snart være fortid i superligaklubben.

Den offensive profil bliver hjemme fra holdets træningslejr, da et muligt klubskifte kan være undervejs.

Det skriver Brøndby på superligaklubbens hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen af truppen til træningslejren.

- Mathias Kvistgaarden rejser ikke med truppen, da Brøndby IF er i dialog med en klub om et potentielt skifte, lyder det.

Det har ligget i kortene, at 23-årige Kvistgaarden, der i juni fik landsholdsdebut og efterfølgende var med U21-landsholdet til EM, skulle videre fra Brøndby denne sommer.

Fredag skrev Tipsbladet, at engelske Norwich havde budt på brøndbyspilleren. Hvorvidt det er den klub, som Brøndby er i dialog med, meddeler superligaklubben ikke noget om.

Mathias Kvistgaarden fik seniordebut på Brøndbys førstehold i 2020 og har siden spillet 126 kampe for klubben.

I alt er det blevet til 47 scoringer i Brøndby-trøjen, og i seneste superligasæson blev han nummer to på ligaens topscorerliste med 17 fuldtræffere.

Sponsoreret indhold