Simon Pytlick røg ned i sort hul: - Jeg kunne slet ikke styre det

LÆS OGSÅ: Simon Pytlick afslører: Har fået en kæreste
Det er efterhånden 9 måneder siden, Simon Pytlick brækkede en knogle i armen og måtte en tur på operationsbordet.
I de efterfølgende gik det både frem og tilbage i jagten på at komme tilbage på banen. Den ene uge oplevede landsholdsprofilen fremskridt. Den anden uge lød meldingen fra lægerne, at helingen gik dårligt.
Alt sammen til stor frustration for Pytlick, der bare gerne ville kunne kaste med en bold igen.
- Det var hårdere, end jeg lige havde regnet det. Hårdere, fordi man fik en besked fra lægerne om, at de ikke lige vidste, hvilket omfang man kom tilbage på. Der begyndte mit hoved at tænke ”åh nej”, for nu kørte det hele, som man havde kæmpet for i mange år.
- Jeg kunne slet ikke styre det der med ikke at vide, hvornår jeg var tilbage. Hvis de så bare havde sagt syv måneder fra start, så kunne jeg have forholdt mig til det, men det blev pludselig alt fra fem til ti måneder.
Overtænker det hele
Pludselig blev hverdagen hård.
De fleste dage bestod af to styrketræninger og så ellers en masse timer hjemme i lejligheden.

Harpiks og håndboldsko syntes at være langt væk.
- Jeg begyndte at overtænke lidt. Påvirker det min måde at spille håndbold på? Jeg bruger trods alt min arm til mange ting og har et skud, jeg godt kan lide, som jeg måske ikke kan bruge.
Skuden vender
Heldigvis voksede knoglen fint sammen trods flere dystre meldinger undervejs i genoptræningsforløbet.
Nu er Pytlick tilbage - også på landsholdet.
Og glæden ved spillet har sjældent været større.
- Da jeg finder ud af, at jeg kan komme tilbage, fandt jeg hurtigt håndboldglæde igen, smiler han.
Torsdag spillede Pytlick sin første landskamp siden VM-finalen i januar.
Det fejrede han ved at blive kampens topscorer med ni mål.