Sport17. oktober 2023

Simon Kjær kan slå rekord i aften

I aften kan Simon Kjær skrive dansk fodboldhistorie, hvis han kommer på banen mod San Marino
Simon Kjær med sine sønner i Parken inden kampen mod Kazakhstan.
Simon Kjær med sine sønner i Parken inden kampen mod Kazakhstan.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Rørt Simon Kjær: - Det er en kæmpe milepæl for mig

Det var et stolt øjeblik for Danmarks anfører, da han lørdag tangerede Peter Schmeichels rekord for flest kampe på det danske A-landshold.

- Det er pisse fedt. Jeg er stolt over det. Jeg har dedikeret mit liv til det, siden jeg var 12 år gammel. Det er en kæmpe milepæl for mig, fortalte han lørdag aften.

Inden kampen havde Simon Kjær begge sine sønner med på banen, og han afslørede efterfølgende, at drengene også skal være med på lægterne mod San Marino, der ligger tæt på Milano, hvor farmand til daglig tørner ud for A.C. Milan.

Eriksen kan snuppe den

Simon Kjær er nu oppe på 129 kampe i den danske landsholdstrøje efter sejren over Kazakhstan, og i aften kan han så sikre sig rekorden, der har stået siden 2001, helt for sig selv.

Men selvom midtstopperen ser ud til at erobre titlen, kan det være for en kort bemærkning. Den tre år yngre Christian Eriksen har nemlig spillet 124 kampe - og nærmer sig derfor med hastige skridt.

- Vi har lavet lidt sjov med det over det sidste stykke tid. Vi fik vores kamp nummer 100 på Wembley sammen, og så har det været lidt frem og tilbage med, hvem der gik efter den først, fortæller Simon Kjær til Ritzau.

Sponsoreret indhold