Sport21. marts 2024

Simon Kjær afslører: Fremtiden er usikker

Den danske landsholdsstjerne Simon Kjær vil gerne fortsætte i AC Milan. Men han ville bare kigge på
Simon Kjær during the national football team's mixed zone in Helsingør on Thursday, March 21, 2024. (Photo: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Simon Kjærs fremtid er usikker.
 Foto: Ritzau Scanpix

Fodboldlandsholdets anfører, Simon Kjær, står om tre måneder uden en kontrakt, når aftalen med AC Milan udløber.

Under de rette omstændigheder er danskeren interesseret i at forlænge aftalen, men lige nu taler lige så meget for som imod en forlængelse, fortæller han torsdag i den danske landsholdslejr.

De usikre fremtidsudsigter forstyrrer ham ikke.

– Jeg er det sted, hvor jeg gerne vil være. Jeg hviler i at spille i Milan, for jeg har det godt i klubben, og jeg har det godt i Milano. Det ændrer ikke noget, om jeg skal træffe en beslutning nu eller om to måneder. Klubben ved, hvor den har mig, og jeg ved, hvor jeg har klubben.

– Hvis jeg skal være i Milan efter sæsonen, så bliver jeg glad, for det er den klub, jeg altid har drømt om at komme til. Hvis jeg ikke skal være der længere, så vil jeg stå som 35-årig og have frit valg til at flytte derhen, hvor min familie gerne vil have, at jeg spiller. Så jeg er helt ubekymret, siger Simon Kjær.

Faktorer, Kjær ikke har indflydelse på, spiller også ind på muligheden for at blive tilbudt en kontraktforlængelse, påpeger han.

– Jeg tror, at det kan gå begge veje. Det afhænger af, om klubben bliver solgt, og om Milan risikerer pointstraf eller europæisk udelukkelse – jeg ved ikke, hvad der er sandt eller falsk – men det skal klubben have afklaret.

– Jeg har selvfølgelig også nogle krav til Milan. Jeg er ærgerrig, jeg vil ikke bare sidde og kigge på. Jeg er også sikker på, at Milan er på samme bølgelængde, klubben vil ikke komme og tilbyde mig noget, jeg ikke kan sige ja til.

– De ved, hvilke præmisser de kan få mig med på. Og ellers er det bedst, at vi ikke fortsætter sammen, for så vil jeg ikke være den bedste at arbejde sammen med, siger Simon Kjær, der aktuelt har en vigtig rolle i den italienske storklub.

Han har tidligere spillet seniorfodbold for FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, AS Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og Atalanta.

Tidligere har han afvist henvendelser fra klubber i Saudi-Arabien og Qatar. Hvis det bliver til et brud med Milan, kan hans fremtid være mange steder på kloden, men det er Italien, han betragter som hjem.

Derfor er det ikke nærliggende at tro, at han kommer til at opfylde FC Midtjylland-direktør Claus Steinleins ønske om, at klubbens tidligere akademispiller vender hjem.

– Min kone er svensk, så Danmark er kun hjem for mig, ikke for hende. Det omvendte med Sverige. Italien er hjem for os, for der har vi haft den længste periode.

– Mine børn forstår dansk, men de snakker lidt gebrokkent, det er som i "The Julekalender", men de forstår alt dansk. Mine børns hovedsprog er engelsk, for de har gået i engelsktalende børnehaver og skoler.

– Man skal ikke afvise noget som helst. Jeg ved ikke, om det kan være interessant for mig at skifte til FC Midtjylland. Jeg kan se mig mange steder – også steder der ikke har noget med fodbold at gøre, siger den 34-årige landsholdsanfører.

Hans næste opgave på fodboldbanen er lørdagens testkamp mod Schweiz. Tre dage senere venter Færøerne på Brøndby Stadion på Simon Kjærs 35-års fødselsdag.

Sponsoreret indhold