Sport4. september 2023

Signe Bro forlader Spanien og flytter retur til Danmark

Efter et års udenlandseventyr vender den 24-årige danske svømmer tilbage til Danmark, selv om det ikke var planen
4 x 100 meter fri, finale: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen, Signe Bro, søndag den 25 juli 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Signe Bro ved siden af Jeanette Ottesen til OL i 2021 i Tokyo. I september 2022 flyttede Signe Bro til Spanien, men vender nu hjem til Danmark igen.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tingene går ikke altid som planlagt, men så er det jo vigtigt at kunne se fremad.

Sådan er situationen for 24-årige Signe Bro, der har besluttet at lave en saltovending i rejsebassinet og svømme hjem til Danmark.

Det skriver hun på sin Instagram-profil, hvor hun fortæller sine følgere, at hun med hjemrejsen bryder de oprindelige planer med flytningen.

– Det var ikke meningen at flytte hjem efter et år, men jeg synes ikke, at jeg fik de resultater ud af det, som jeg havde håbet på. Det seneste år gav mig til gengæld et pusterum, som jeg havde brug for, og jeg har lært meget af at være i Spanien. Jeg synes, at jeg står stærkere nu, fordi jeg har set, hvordan andre svømmere rundt i verden er, og hvad de kan til træning, skriver hun.

Sidste år besluttede hun sig for at rive teltpløkkerne op og flytte til Sydeuropa i jagten på det store udenlandseventyr, som også skulle tage karrieren til næste niveau, hvilket hun altså ikke føler er sket.

Noget må man dog sige, at Signe Bros eventyr har giver hende.

Ved VM i Japan i juli formåede hun at svømme sig i semifinalen i 100 meter fri, men missede lige akkurat finalepladsen.

En OL-kvalifikation blev det desværre heller ikke til, men sportschef Lars Robl var optimistisk på hendes vegne.

– Dem skal vi nok få med til OL også, lød det fra sportschefen om Signe Bro og hendes medsvømmer Emilie Beckmann.

Nu skal svømmeren, som også ernærer sig som influencer og blandt andet har medvirket i programmet ”Stories for millioner” sammen med storesøster Sarah Bro, igen arbejde sammen med sin træner Jon Langberg.

Selv om året i det spanske altså ikke udmøntede sig i præcis det, som Signe Bro havde drømt om, er der ikke skyggen af fortrydelse i opslaget.

– Man ved aldrig, hvad det bærer med sig at gøre noget anderledes, men jeg vil altid være stolt af, at jeg sprang ud i det. Jeg har fået venner for livet, og dem vil jeg altid være taknemmelige for, skriver Signe Bro.

Fra storesøster Sarah er der da også fuld opbakning.

– Er så stolt af dig, skriver hun i en kommentar til opslaget, hvor der også har sneget sig et hjerte ind.

Pernille Blume leder ung dansk holdkap i VM-finalen - - - - - Sarah Bro (tv) og Signe Bro (th). Dansk Svømmeunion holder pressemøde på Bellahøj Svømmestadion forud for VM på langbane i Budapest, hvor de rød-hvide farver vil være repræsenteret af 15 svømmere.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)
Sarah og Signe Bro har tidligere begge repræsenteret Danmark ved VM, men storesøsteren sagde stop for karrieren i februar 2020.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sponsoreret indhold