Sport24. november 2022

SE og HØR erfarer: Aalborg Håndbold-målmanden Simon Gade skifter til tysk storhold

Ifølge SE og HØRs oplysninger er Aalborg Håndbolds Simon Gade på vej til de forsvarende tyske mestre SC Magdeburg
Simon Gade er, ifølge SE og HØRs oplysninger, på vej til en af Europas allerstørste klubber. 
Simon Gade er, ifølge SE og HØRs oplysninger, på vej til en af Europas allerstørste klubber.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I sidste uge offentliggjorde Aalborg Håndbold tilgangen af den svenske målmand Fabian Nordsten fra næste sæson.

Den 23-årige målmand skal danne makkerpar med Niklas Landin, der allerede er blevet hentet til fra næste sæson.

Dermed blev samtidig klart, at Aalborg Håndbolds to nuværende målmænd Mikael Aggefors og Simon Gade er fortid i klubben efter denne sæson.

Sidstnævnte skulle, ifølge SE og HØRs oplysninger, have styr på sin næste klubadresse, og det er en flot en af slagsen.

Det er nemlig ingen ringere end de tyske mestre fra SC Magdeburg, der har sikret sig den danske målmand.

I Magdeburg render der allerede flere danskere rundt i skikkelse af Magnus Saugstrup, Michael Damgaard og Mike Jensen.

Mike Jensen kan dog godt ligne manden, der må vige pladsen i målet, når Simon Gade kommer til klubben. Han har nemlig kontraktudløb til sommer, imens klubbens anden målmand Nikola Portner har kontrakt til sommeren 2024.

SE og HØR har været i kontakt med Simon Gade, der ikke havde nogle kommentarer.

Sponsoreret indhold