Sport12. april 2024 (opd. 12. april 2024)

Sarah Mahfoud taler ud om fremtiden: Vil ikke sige, det er slut

Det vil kræve, at hun skal gå fuldtid, hvis karrieren skal fortsætte, lyder det
Sarah Mahfoud gæstede "Af Banen" i 2023.
Sarah Mahfoud gæstede "Af Banen" i 2023.

Sarah Mahfoud står ved en skillevej.

Skal hun sige tak for nu og lade VM-nederlaget i Las Vegas være den sidste oplevelse i karrieren - eller skrue endnu mere op for boksningen.

Det er de to retninger, hun ser for sig efter weekendens nederlag til australske Skye Nicolson.

- Jeg har ikke lyst til at sige, at det skal være slut-slut. For jeg synes også, at det er ærgerligt at stoppe efter sådan et nederlag. Specielt når man er kommet derop, hvor man får lov at bokse de kampe.

- Men hvis det ikke kan lade sig gøre, at jeg kan gå fuldtid på boksningen og stadig betale mine regninger, så synes jeg, der er lang vej igen. For det er hårdt at skifte kasket hele tiden, siger hun.

Nederlaget i duellen om VM-bæltet i fjervægt hos forbundet WBC var det andet i Mahfouds karriere.

Det var samtidig anden gang, at den 34-årige bokser fra Færøerne drog til udlandet for at møde en af verdens bedste, og her mærker hun effekten af at kunne dedikere sig fuldt ud til sporten.

- I perioder arbejder jeg som sygeplejerske, og så kommer der en kamp, hvor jeg går all in på boksningen, forklarer Mahfoud.

- De piger, jeg løber ind i, laver altså ikke andet. Nu har jeg klaret mig med det her setup for at komme herop, men for at vinde kampene kræver det noget andet.

- Det kræver måske nogle træningslejre til udlandet for at få noget inspiration og sparre med nogle udenlandske piger, forklarer Mahfoud.

En mulighed kunne også være at gå en vægtklasse ned til superbantamvægt. Modsat mange andre boksere bokser Mahfoud stort set med den vægt, hun har til hverdag, og det kunne give en fysisk fordel at klemme sig ned i en lavere vægtklasse.

- Der er også nogle ret spændende piger i den vægtklasse, så der er muligheder. Så kan man altid kigge på mulighederne for en revanchekamp senere, men jeg tror, at den er ret langt væk, siger hun.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvor pengene skal komme fra. Det har hun ikke selv svaret på endnu, men hun håber at tiltrække en sponsor, der vil følge hende på vejen tilbage til toppen - såfremt hun vælger at blive ved.

Uanset hvad skal man dog ikke regne med at se hende i ringen mange år endnu.

- Jeg har ikke mere end et par år tilbage i mig. Og det er ikke engang sikkert. Men jeg synes ikke, at min krop lider under alderen. Jeg har trænet hele mit liv og er i god form, siger hun.

Sponsoreret indhold