Sport7. juni 2023

Sarah Mahfoud afslører planer: Det skal der ske nu

Hun har netop fået endnu en sejr under bæltet, og nu står den på lidt tiltrængt ferie og afslapning for den danske boksestjerne
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sarah Mahfoud fortæller om planerne efter sidste boksekamp - og så sender hun SE og HØR-journalisten en tur i ringen!
 Video: Lars H. Laursen

Det blev til en flot og overbevisende sejr til Sarah Mahfoud, da hun 27 maj slog italienske Veronica Tosi i en energifyldt Royal Arena.

Sejren sendte den danske bokse op på 13 professionelle sejre i 14 kampe.

SE og HØR mødte efterfølgende hende samt bror og træner Allan Mahfoud til en snak om, hvad der skal ske nu, og hvordan hun skal bruge sin sommer.

Her står den blandt andet på lidt tiltrængt ferie.

– Jeg har en tur til Barcelona med nogle veninder, og så skal jeg til Færøerne. Der skal jeg altid hen, for det er det sted, jeg får ladt mine batterier op og kommer helt ned i gear, så det glæder jeg mig rigtig meget til, fortæller hun.

Også Sarah Mahfouds kæreste, Tobias Sørig, var i kamp til Danish Fight Night, hvor også han formåede at vinde.

De to har dog ikke lagt sig helt fast på sommerplanerne endnu.

– Jeg ved faktisk ikke lige, hvad vi skal. Vi skal nok et eller andet. Det finder vi ud af, griner hun.

Sarah Mahfoud og Tobias Sørig vandt begge deres kampe i Royal Arena. Nu står den på en smule afslapning.  
Sarah Mahfoud og Tobias Sørig vandt begge deres kampe i Royal Arena. Nu står den på en smule afslapning.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Ekstra tid til familie og venner

Tiden mellem kampene skal naturligvis bruges i træningslokalet, men i de første par uger efter en kamp er der lidt ekstra tid til at pleje familie og venner.

– Jeg har lidt mere fritid til at være sammen med familien. Jeg skal nyde sommeren, inden jeg skal i gang med den hårde træning igen, siger Sarah Mahfoud og uddyber:

– Jeg skal altid præstere, når jeg træner og er på, så jeg kan godt lide at meditere, gå en lang tur med min hun og lave mad, når jeg så er hjemme.

Og så er der lige en enkelt ting, den danske boksestjerne sætter ekstra stor pris på, når den ikke står på hård træning.

– Jeg kan godt lide saunagus. Det er fantastisk. Jeg elsker det. Det er en god ting, når der skal kobles fra.

Håber på titelkamp

Allerede igen til oktober skal Sarah Mahfoud i ringen igen, når et nyt Danish Fight Night-stævne løber af stablen i Royal Arena.

Og her håber brormand og træner på, at der venter storesøster et brag af en kamp.

-Vi håber, at der kommer en kamp nu, der gør, hun kan blive førsteudfordrer til en titel eller få en titelkamp som det næste. Vi vil gerne have de store kampe. Vi vil gerne have de stærke modstandere, så vi lige kan få sat dem på plads, siger Allan Mahfoud.

Intet er endnu på plads, men i Mahfoud-lejren er de ikke i tvivl om, at det nok skal blive stort.

- Nu må vi se, jeg ved, at Bettina Palle arbejder på nogle gode ting og har nogle gode navne i spil, så jeg håber, det lykkes, slutter Sarah Mahfoud af.

Du kan se hele interviewet i videoen ovenfor.

Sponsoreret indhold