Aalborgs regerende mesterhold er ikke længere ubesejret i Metal Ligaen i denne sæson.
Aalborgenserne havde inden fredagens besøg fra Esbjerg blot sat et enkelt point til i seks kampe, men blev fanget på flade fødder af et effektivt gæstehold, der vandt 5-4.
Efter 13 minutters spil havde Esbjerg allerede scoret tre gange bag George Sørensen i det nordjyske mål.
Først hamrede Juuso Walli pucken i mål efter mindre end tre minutter, og kort efter udnyttede gæsterne kampens første powerplay til at fordoble føringen ved Csanad Erdely.
3-0 blev det ved Henrik Mærsk, og så måtte Aalborg-spillerne grave dybt for at rejse sig.
Inden første periode var slut, tændte Tommy Giroux dog håb, da han vippede pucken op i nærmeste hjørne. Og da Pierre-Olivier Morin midt i anden periode gjorde det til 2-3, var comebacket tilsyneladende sat på skinner.
Aalborgs offensive stil åbnede dog store huller bagude. Esbjerg misbrugte flere friløbere, inden Henrik Mærsk kort før periodens slutning gjorde sig til en lidt overraskende dobbelt målskytte.
Tredje periode var i gang med at fuse ud, og luften var ved at gå ud af hjemmeholdet, da håbet syv minutter før tid pludselig blev tændt igen.
Calder Brooks reducerede med et blødt skud, som den ellers velspillende Mathias Seldrup burde have holdt ude af Esbjergs mål.
Men håbet varede kun i godt et minut, inden Grayson Downing lavede esbjergensernes femte mål.
Aalborg-træner Garth Murray tog George Sørensen ud af målet i en satsning i slutfasen. Et halvt minut før tid lykkedes det Calder Brooks at reducere igen, men tiden løb fra hjemmeholdet.
Aalborg topper trods nederlaget fortsat Metal Ligaen tre point foran Odense, der hjemme tabte 0-4 til Sønderjyske.
I bunden fortsætter fortrædelighederne for Frederikshavn, som blev slået 5-2 af Rungsted og er noteret for et sølle point efter otte kampe.