Sport25. januar 2024

Sabalenka slår Gauff og er klar til ny grand slam-finale

Den forsvarende Australian Open-mester Aryna Sabalenka slog Coco Gauff og er klar til ny finale i Melbourne
Belaruseren (th) er klar til at forsvare sin titel i Melbourne. 
Belaruseren (th) er klar til at forsvare sin titel i Melbourne.
 Foto: Martin KEEP/Ritzau Scanpix

Belaruseren Aryna Sabalenka er godt på vej til at genvinde Australian Open. Torsdag banede hun sig vej til finalen i Melbourne ved at slå amerikaneren Coco Gauff med cifrene 7-6, 6-4.

Det var revanche for sidste års US Open-finale, hvor Gauff slog Sabalenka i tre sæt og snuppede sin første grand slam-titel.

Semifinalen har været betegnet som den moralske finale, eftersom Sabalenka er nummer to i verden, og Gauff er firer.

Første sæt var da også tennis på meget højt niveau, og momentum skiftede flere gange.

Sabalenka lagde forrygende ud, og særligt hendes serv fungerede på et skræmmende niveau.

Samtidig returnerede Gauff godt, og amerikaneren var derfor i stand til at udligne til 2-2 efter at have været nede med 0-2.

Belaruseren løftede dog igen niveauet og kom foran 5-2, men Gauff evnede igen at slide sig tilbage.

Gauff brød til 4-5 efter at have fået breakbold på en dobbeltfejl og afværgede en sætbold, før hun holdt serv til 5-5.

Amerikaneren brød endda til 6-5 på en stor Sabalenka-fejl i sættets længste parti, men så skiftede kampen igen karakter.

Med ryggen mod muren brød Sabalenka til 6-6, og den efterfølgende tiebreak tog hun med hele 7-2.

I andet sæt var Sabalenka en smule ovenpå. Belaruseren holdt serv sikkert gang på gang, mens Gauff måtte kæmpe i sine egne partier med breakbolde imod flere gange.

Det kunne ikke blive ved med at gå godt for Gauff. Ved stillingen 4-4 blev hun brudt, og så skulle Sabalenka serve for sejren.

Det lykkedes efter et noget nervøst parti, hvor serven igen var belaruserens trumfkort.

I finalen skal Sabalenka enten møde den 12.-seedede kineser, Zheng Qinwen, eller den ukrainske kvalifikationsspiller Dayana Yastremska, der mødes i den anden semifinale torsdag eftermiddag dansk tid.

Sponsoreret indhold