Sådan starter Danmark i EM-finalen

Der var ingen overraskelser i ærmet hos landstræner for håndboldkvinderne Jesper Jensen, da assistent Lars Jørgensen offentliggjorde startopstillingen til EM-finalen mod Norge.
Det er præcis de samme spillere, som også er startet de fleste andre kampe ved EM og senest også fredagens semifinale mod Montenegro, som åbner ballet for Danmark.
Sandra Toft får til opgave at stoppe de norske skud inde i målet, mens Mie Højlund skal diktere angrebsspillet fra playmakerpositionen.
Hun bliver flankeret af Anne Mette Hansen og Louise Burgaard på hver sin back, mens Kathrine Heindahl, som tidligere søndag blev kåret til EM's bedste forsvarsspiller, starter på stregpositionen.
Emma Friis, som var eneste dansker på EM's allstar-hold, starter på venstrefløjen, mens erfarne Trine Østergaard tager pladsen på modsatte fløj.
Når Danmark spiller forsvar, skifter Mie Højlund med Rikke Iversen, som skal ind og slå til nordmændene i det centrale forsvar sammen med Heindahl.
Det beretter assisterende landstræner Lars Jørgensen, som også føler, at spillerne kan tøjle spændingsniveauet til finalen.
– Jeg synes, der er en god ro. Folk virker ikke mere anspændte, end de plejer at være, siger han forud for finalen.
Finalen sættes i gang klokken 20.30, hvor Danmark skal forsøge at vriste EM-titlen fra Norge, som vandt senest ved EM i Herning i 2020.
Norge er også forsvarende verdensmester, mens Danmarks seneste titel var OL-guldet tilbage i 2004.