Så skete det: Michael Phelps er nu far til fire

Han er den mest succesfulde OL-deltager nogensinde.
Svømmeren har intet mindre end 28 medaljer fra de olympiske lege.
Men selv om svømmebrillerne nu er lagt på hylden, har han rigeligt at se til.
Og der er lige kommet mere!
Michael Phelps afslører nu på Instagram, at konen Nicole Phelps har født parrets fjerde barn.
– Nicole og jeg vil gerne byde Nico Michael Phelps velkommen til verden, skriver han og fortsætter.
– Vi er så velsignede at have fået et fjerde barn. Vi er nu en familie på 6!
I opslaget afslører han ydermere, at den lille dreng kom til verden 16. januar.
Under opslaget vrimler det med lykønskninger fra store personligheder.
En af dem er blandt andet den danske tennisdarling Caroline Wozniacki.
– <3<3<3 tillykke!, lyder det fra danskeren.
Opslaget har fået mere end 275.000 likes, siden OL-legenden postede opslaget.
Blandt dem, som har trykket på ”like-knappen”, finder vi en anden dansk OL-deltager.
Det er kajakroeren René Holten Poulsen, som ligeledes bifalder familieforøgelsen.
Ankomsten af en lille dreng betyder nu, at Phelps udover at kunne kalde sig den største olympiske atlet nogensinde – ligeledes kan kalde sig far til fire.
Michael Phelps og hustruen Nicole begyndte at date tilbage i 2008.
I 2015 blev de forlovet, og året efter sagde svømmeren og modellen ja til hinanden ved en hemmelig bryllupsceremoni.
Det var først fire måneder efter brylluppet, de offentliggjorde den store dag for resten af verden.